På årets Roskilde Festival samlede rootsmusikken både generationer og kulturer – men afslørede også de grænser, der stadig findes i musikkens verden. Fra visumproblemer til queer aktivisme og kulturel appropriering blev det tydeligt, at musik aldrig er apolitisk.

Midt i Roskilde Festivals larm fik den nøgne menneskestemme publikum til at standse op og lytte. Fra egyptisk shaabi til samisk joik og irsk sean-nós opstod øjeblikke af uventet nærvær og forbundethed."

En dyb varme og kærlighed til medmennesker strømmer ned fra scenen og rammer publikum med den blideste kraft. Caro Luna deler generøst ud af musikalsk medicin og luner de efterårskolde kroppe.

“Der er noget ved sylfiden som et mytisk væsen, som er interessant, fordi det er alt det feminine, men det er også alt det, man er bange for.” - citat, Helene Tungelund