Glem Orange Scene, nøgenløb og regnvejr
Rizwan-Muazzam Quawwali
Foto: Peter Troest / Roskilde Festival
REPORTAGE
Af: Jon Albjerg Ravnholt
10.7.2026
Roskilde Festival vil gerne præsentere alsidig musik fra hele verden – men hvordan opleves det af publikum? Det tog Resonator på festival for at spørge publikum om.
Glem Orange Scene, nøgenløb og regnvejr: Det er inde under teltdugen på de små scener, Roskilde Festival for alvor viser sit værd som kulturbærende for de danske livescener. Ikke for det: Festivalen ville ikke kunne samle 100.000 mennesker, hvis det ikke var for Zara Larsson, Addison Rae, The Cure og Birthe Kjær med gæsteoptræden af Tobias Rahim. Og hvis den ikke gjorde det, ville den heller ikke få nogle nysgerrige tusinde til at stimle sammen uden for Fauna-teltet fredag aften til Kin’Gongolo Kinita og have den vildeste fest over congolesernes pumpende afrobeat på upcyclede skraldeinstrumenter.
Det er en vigtig pointe, fordi Roskilde Festival introducerer rootsmusikken og dens væld af udtryk for et langt større publikum end dem, der opsøger den på de få dedikerede festivaler og færre dedikerede spillesteder. Her kommer ikke kun dem, der bevidst opsøger den snævre musik for at få åbnet deres verden, men også alle dem, der egentlig bare lige skulle over og hente øl, i ly for regnen eller var på udkig efter en mere intens fest end den, der var på Orange Scene lige der.
Rootskoncerterne er samtidig en vigtig del af Roskilde Festivals selvforståelse. Det fortalte Nicklas Weis Damkjær, der booker de internationale rootsnavne til festivalen, da Resonator talte med ham om udfordringerne med at få visum til kunstnere fra det globale syd:
“Det har altid været en vigtig del af festivalens dna at have artister fra hele verden. Sidste år havde vi 45 forskellige nationaliteter.”
Men hvordan opleves de koncerter så af publikum, når de præsenteres som en del af en enorm – og enormt alsidig – pakke?
Er det et ånderum, et kick, noget vildt, noget anderledes? Hjælper det publikum med at forstå fremmede kulturer og opleve sig selv som en del af et langt større og mere alsidigt fællesskab end det, mainstreammedier og streamingtjenester sluser dem ind i, eller er festivalen med til at eksotisere den globale rootskultur ved at udstille den som netop noget vildt og helt anderledes?
Hvor meget betyder det for publikum, at de her koncerter er en del af Roskilde-pakken?
Er det dem, der ender med at efterlade det største indtryk, eller er det at have sunget med på “Boys Don’t Cry” endnu en midnatsstund?
Folk Bitch Trio
Foto af Peter Troest / Roskilde Festival
En bredere referenceramme
Fredag først på aftenen stiller jeg Izabella Kott de spørgsmål foran Eos-scenen før koncerten med pakistanske Rizwan-Muazzam Quawwali.
“Der er de store sten i glasset og de lidt mindre sten, og så er der alt det sand eller vand, der får glasset til at blive helt fyldt op. Og det er alle de her overraskelser, jeg kan opleve på festivalen,” siger hun om Roskildes balancegang mellem topnavne, små navne – i dansk kontekst – og brede spænd af genrer.
“Det betyder for mig, at jeg får en fuld oplevelse. Jeg er meget nysgerrig på forskellige former for musik, så jeg prøver at suge til mig. Jeg får en bredere referenceramme til kunst og kultur, til mennesker og til verden i det hele taget,” når hun at sige, inden de ni mænd sætter sig i skrædderstilling deroppe for at spille en quawwali, der minder mere om et ritual og en trancetilstand end en traditionel koncert.
Nogle timer tidligere samme dag prikker jeg Mia Worm Hansen på skulderen ovre på Fauna-scenen efter koncerten med de australske indiefolkere Folk Bitch Trio. Med smukke vokalharmonier fortæller Heide Peverelle, Jeanie Pilkington og Grace Sinclair på skift hverdagshistorier fra et ungt liv, og selvom musikken er lige til at gå til, ville der næppe være helt så mange, der gjorde det til en normal koncert, som der er her.
“Jeg køber billetter til at gå til koncerter til det, jeg kender, og hvor jeg ved, jeg kan lide hele koncerten. Her kommer jeg også for at blive overrasket,” siger Mia Worm Hansen.
Hun er på festival med sin mand, og de har på forhånd nøje udvalgt, hvad de ikke ville gå glip af – og hvad de ville blive nødt til at vælge fra denne gang.
“Altså, jeg elsker hele den der folk/country/indie-genre, så det betyder rigtig meget, at det er her. Vi sidder og kigger helt ned i alt, hvad der ligner noget, der har en lille smule snert af noget country eller et eller andet. Nu var de her jo i skarp konkurrence med, at vi gerne ville have været ovre til Savage Rose samtidig, ikke? Men vi er kommet her i så mange år, min mand og jeg, så jeg tænker, at vi ville komme stort set lige meget hvad. Medmindre de gik all rap. Så tror jeg, vi takker af, ikke?” ler hun.
Zara og Sara
At rap ikke nødvendigvis er uforeneligt med rootsmusik, er den egyptiske rapper Marwan Moussa onsdag aften et eksempel på: Både han og den palæstinensiske technomusiker Sama' Abdulhadi samme aften blander regionale musikikalske traditioner med en international lyd fra clubberne. Men et endnu stærkere eksempel på det kommer under den nordsvenske folkemusiker Sara Parkmans gribende koncert på Fauna lørdag eftermiddag, hvor hendes keyboardspiller griber mikrofonen og rapper indigneret henover violiner og trædeorgel.
Jeg ser koncerten sammen med min anmelderkollega Lucas Rosenkvist, der virker lige så rørt af koncerten som jeg selv.
“Jeg synes, at Sara Parkman havde en inderlighed, som jeg ofte har svært ved at finde – særligt på festivaler. Det var et af de øjeblikke, hvor publikum, i hvert fald for en stund, formår at holde kæft og være til stede i det, alle står og deler sammen. Det bliver jeg særligt rørt af. Uden at det skal være religiøst, er der jo noget ceremonielt, man deler med en masse andre mennesker under en koncert – hvis man vil lade kunsten komme ind under huden. Det følte jeg lykkedes ved Parkmans koncert. Jeg synes også, at det er lige dele sindssygt og enormt vigtigt for kulturen, at vi har en festival, der kan præsentere både Sara Parkman og Zara Larsson på samme plakat. To yderligheder inden for kunsten, som begge har udgangspunkt i det feminine, men næppe kunne være længere fra hinanden i deres udtryk,” skriver han til mig, efter vi er kommet hjem fra festivalen.
At der også godt kan blive skubbet til rammerne for forståelsen af det feminine, er brasilianske Liniker lørdag til en underbesøgt, men stærk, koncert på Arena og mexicanske Luisa Almaguer fredag inde i hallen på Gloria vigtige påmindelser om. Begge er transkvinder, men hvor Liniker lader musikken og sin stemmes spændvidde tale for sig på scenen, benytter Luisa Almaguer allerede én sang inde lejligheden til at gøre opmærksom på, at hun er akut truet i sit hjemland:
“Are there any straight guys in here? It’s good to see you here, because you need to do better. PornHub numbers don’t lie: You really like trans porn, but you also really like killing us transwomen.”
Der kommer koncerten igennem flere opsange om klimakrise, racisme og udbyttelse af Latinamerika, og som min ven Emil konstaterer, leverer Luisa Almaguer nogle af festivalens skarpeste politiske kommentarer fra scenen. Lidt ligesom Sara Parkman, der maner til kulturel modstandskamp med apokryfe bibelvers.
Los Mirlos
Foto af: Jens Raadal / Selvtægt
Dansen som opdragelse
Hvordan man end vender og drejer det, er den politiske aktivisme en uomgængelig del af Roskilde Festival. Det er måske det, der udadtil adskiller den tydeligst fra de andre danske festivaler, tv·2 spiller på i løbet af sommeren. Men når jeg er på festivalen, er det ikke de nærmest obligatoriske opfordringer fra scenen til at gøre noget for klimaet, give den amerikanske præsident fingeren eller befri Palæstina, der fylder mest: Det gør musikken med en alsidighed, der er større end de politiske budskabers ditto.
Tag en koncert som Širom fredag eftermiddag på Fauna med dronende klange på drejelire og talrige andre instrumenter, som tiden ellers næsten havde glemt. Den slovenske trio har allerede spillet flere gange før i Danmark, også på Roskilde og på den dedikerede Fanø Free Folk Festival. Det er også derfor, musikeren Dave Müller befinder sig i publikum, fortæller han bagefter.
“Širom har jeg hørt her før og også engang på Fanø. Fanø er selvfølgelig tit en mere koncentreret oplevelse, hvor Roskilde er lidt mere en ‘gåen til og fra’. Men det, som Roskilde kan, er jo den der blanding af alting på en eller anden måde, ikke? Netop det, at der er sådan noget som Širom, spiller en stor rolle for mig. Det er sjældent de ting, der er hovedattraktionen for mig, men det er det afbræk, der også gør Roskilde til Roskilde.”
Måske er det kun, som Dave Müller når at sige, én ud af 50 i publikum, der for alvor får rykket radikalt ved sin musiksmag af sådan en koncertoplevelse. Men måske er dét også allerede langt mere, end man ellers med nogen rimelighed kunne tillade sig at forvente af en altfavnende kæmpefestival som Roskilde Festival? Det kan godt være, at rootskoncerterne for nogle er sandet mellem de store sten, for andre en sikker havn langt fra rap, for andre igen et kærkomment afbræk.
Men det er de koncerter, der ofte ender med at tage fusen på dem, der lige blevet hevet med af deres venner – sådan som jeg lørdag aften hiver Lucas Rosenkvist over på Eos for at høre de peruvianske cumbia-veteraner Los Mirlos spille i lav sol foran en plads fuld af latinamerikanske expats og dansende europæere.
“Med Los Mirlos synes jeg, at Roskilde Festival imponerer ved både at ramme noget aktuelt og samtidig hente et – i cumbiagenren – legendarisk band ind. Vi ser jo masser af bevægelser i populærmusikken i dag, hvor bl.a. cumbia bliver inkorporeret,” skriver Lucas i samme besked som tidligere.
“Jeg ser en booking som Los Mirlos som en form for opdragelse af særligt det unge publikum. Den giver et indblik i, hvordan den musik, de lytter til, rent faktisk er blevet til, og hvor dens rødder er. Der er noget velkendt for alle i den lyd, samtidig med at den lyder meget organisk og upoleret – og så er det jo bare pissegod musik at danse til.”
Bevares. Det sidste er velsagtens også en slags succeskriterie for en musikfestival. Og der lykkes Roskilde igen i år med at få os til at danse på nye måder og udvide vores horisont bare en lille smule mere imens.
Folk Bitch Trio
Foto af Peter Troest / Roskilde Festival
