Roskilde optegnede grænser

Fotograf: Jens Raadal

REPORTAGE
Af: Jon Albjerg Ravnholt

06.07.2025

Rootsmusikken stod på årets Roskilde Festival for de helt store koncerter, der kunne samle publikum på tværs af genrer, alder og kultur. Det kunne godt ligne, at navne som Seu Jorge, Africa Express og Tyla med hver deres blanding af global pop og regionale udtryk appellerede bredere end de klassiske rockkoncerter, nogle sukkede efter. Men rootsmusikken møder fortsat konkrete udfordringer i form af visumproblemer – og den er en påmindelse om, at musik aldrig er apolitisk. 

Symbolikken er næsten for tyk: Mens det i mainstreammedierne blev problematiseret, at Roskilde Festival i år manglede den store, samlende – og hvide, amerikanske – rockkoncert på Orange Scene, lukkede hovedscenen lørdag aften med sydafrikanske Tylas amapiano og titusindvis af publikummer, der dansede og sang med på hendes hit, ‘Water’.

Mens kommentatorer ærgrede sig over, at musikfestivalen blev politiseret, blev congolesiske Ngwaka Son Systémes koncert aflyst, fordi de ikke kun få indrejsevisum på grund af den anspændte situation i hjemlandet. Duo Ruut fra Estland måtte på deres side aflyse koncerten ved åbningen af festivalens hovedprogram onsdag eftermiddag, fordi lufthavnen i Helsinki var lukket ned af arbejderstrejker. 

Og mens der fra scenerne gjaldede bastante kønspolitiske kampråb, mindede mexicanske Luisa Almaguer, sydkoreansk-tyske Bela, venezuelansk-katalanske Arca og congolesisk-belgiske Baloji om, at der altid har været queers i alle kulturer – og at hadet og intolerancen er universel.

Omvendt kulturel appropriering

Men det ene tema, der fyldte mere end alle andre på festivalen og ikke mindst i dækningen af den, var situationen i Gaza. Palæstinensiske flag vajede foran scenerne, sort-hvide keffiyeher var draperet over keyboards, og støtteerklæringer til det palæstinensiske folk mellem sangene var et fast indslag ved, hvad der føltes som størstedelen af festivalkoncerterne.

Så meget desto mere kunne det undre, at der alligevel ikke var flere, der fandt vej til festivalens to palæstinensiske koncerter: Shabjdeed & Al Nather tidlig onsdag aften, Saint Levant fredag aften. Specielt den første koncert var der god plads til foran scenen, men på en måde virkede duoens bombastiske hiphop med militante videocollager også lidt ude af trit med viben på Roskilde. Det var heller ikke fordi, det palæstinensiske ophav for alvor gjorde sig gældende i musikken ud over nogle lejlighedsvise samples af den bryllupsmusik, der i vid udstrækning udgør det lille, svært forslåede lands musikarv. 

Til sammenligning var der en langt stærkere oplevelse af autentisk palæstinensisk kultur ved Saint Levants koncert – som blev herligt karikeret, da rapperen fik bragt hvide plastic-havemøbler ind på scenen for at drikke pebermyntete undervejs.

Anderledes kompliceret, politisk selvbevidst, selvmodsigende og demonstrativt kulturelt approprierende var det lørdag eftermiddag til den store koncert med Africa Express på Orange Scene. Ikke så meget den engelske popmusiker Damon Albarns tilgang til projektet, hvor han samler musikere fra Afrika og den afrikanske diaspora i Europa og Amerikaerne: Den måde at kuratere rootsmusik på kan i værste fald virke tungt eksotikerende, men Albarn har siden midten af 00’erne brugt den opmærksomhed, han har gennem grupperne Blur og Gorillaz, til at give musikere som Toumani Diabaté og Bassekou Kouyatée adgang til et internationalt publikum uden for deres regioner. Det begyndte med Mali, men på albummet ‘Bahidorá’ udforsker Africa Express mellemamerikanske og afro-caribiske musikgenrer. Det er en sympatisk måde at platforme musikerne på, og på den måde passer Africa Express ret så perfekt på en festival, der i lang tid har praktiseret den samme tilgang til musikken.

Der, hvor det blev politisk komplekst og tangerede kulturelt gravrøveri med omvendt fortegn, var, da Camilo Lara fra Mexican Institute of Sound under koncerten med Africa Express introducerede et cover af sangen ‘Panic’ af den gamle engelske indiegruppe The Smiths. Politisk komplekst, fordi Lara på den ene side var iført en T-shirt med ordene “México Antifascista” henover brystet, på den anden side altså spillede en sang af Morrissey, den tidligere sanger i The Smiths, der gennem årtierne er kommet med den ene racistiske udtalelse efter den anden nationalistiske. Komplekst, fordi den androgyne Morrissey altid har haft et ekstremt loyalt følge i den mexicanske machokultur. Politisk, fordi sangen handler om at savne sange at spejle sig i, mens gadeoptøjerne raser, og DJ’en spiller sange, der ikke siger én noget – og herlig kulturel appropriering, fordi den ærkebritiske popsang var omskabt til en febrilsk pulserende ranchera marcha i polkatakt med teksten på spansk.

Arkæologi og konservering

Africa Express’ halvanden time lange koncert fungerede som en fejring af alle de udtryk, rootsmusikken byder på. I bedste fald kan såvel denne form for kendis-kuratering og eksponering af regionale genrer som Tylas house-poppede amapiano nogle timer senere være med til at åbne et større publikums ører for den verden af musik, der ligger uden for vestlig pop og hiphop. I det perspektiv fungerede de to koncerter bedre end den brasilianske sanger Seu Jorge, der torsdag eftermiddag i et storternet jakkesæt på orange scene agerede effektiv showman og var dygtig til at varetage arven efter 60’ernes tropicalía, men ikke rigtig fik tydeliggjort, hvordan den arv skulle vedkomme en ny generation af musikelskere, inden de af sig selv opdager Caetano Veloso og Gilberto Gil.

Også Dreamer’s Circus har taget det på sig at udforske og genopdage sin egen kulturarv i form af de gamle, danske folkeviser. “Tak for, at I ville komme og høre os spille noget rigtig gammel musik,” lyder det fra Avalon-scenen torsdag aften, hvor der er et godt fremmøde – men ikke så energisk, som man kunne have håbet for en torsdag aften med violin, cittern og harmonika. Måske havde den fokuskrævende traditionelle folkemusik fungeret bedre først på eftermiddagen, sådan som tuareg-kvartetten Al Bilali Soudan gjorde det tidligere samme dag på Gaia, eller som Anoushka Shankar gjorde det lørdag over middag med sin videreførsel af sin fars, Ravi Shankars, raga tillempet amerikansk jazz.

For mig bliver det musikalsk meget mere interessant, når en kunstner som Arushi Jain i sin musik tydeliggør, hvordan de traditionelle, hierarkiske strukturer og konservative værdier i det indiske samfund tørner sammen med en eksplosiv samfundsudvikling. I den tungt dubbede techno, som hendes sang og tabla-samples lå henover, fik jeg torsdag middag inde på det mørke Gloria med visuals projiceret op på camouflagenettet og planterne bag scenen en følelse af at være tilbage i det travlt moderne og kaotisk ulige Indien. Det var svært at rive sig løs fra, fordi det gav så mange og modsatrettede følelser på én gang.

Senere samme dag i samme hal spillede libanesiske Sanam en helt vildt medrivende koncert, hvor motorisk pumpende krautrock lyde frit smeltede sammen med Levantens vokale fraseringer, mens der fredag middag på den lille, åbne scene Platform ude foran Gloria blev gjort forsøg på at smelte Gamelan Salukats balinesiske gamelan sammen med danske Anton Friisgaards ambiente techno i det fælles projekt Teratai Åkande. 

Normer på spil

Der må godt være noget på spil. Det er aldrig gratis at stille sig op på en scene og tage ordet; det kræver af én, at man har noget at give tilbage mod, at publikum giver én deres tid. Det var der hos en række af de queer kunstnere fra hele verden, der optrådte på årets festival og på hver sin måde mindede om, at queer altid er og bør være en udfordring af konformitet og forventninger.

På mange måder er Arca billedliggørelsen af en gammeldags opfattelse af, hvordan queer musikere udtrykker sig. Den svært produktive venezuelanske transkvinde bosat i Barcelona spillede torsdag ved midnatstid på den næststørste scene, Arena, en koncert med en blanding af réggaeton, hyperpop, techno og technopopballader. I mindst muligt tøj spankulerede hun over scenen og sang med en affekteret, nasal stemme, men der gik et sug gennem publikum, de gange i løbet af koncerten, hvor hun demonstrativt gled ned i det dybe register for at skabe en traditionel autoritet.

Den samme effekt havde det, da Luisa Almaguer optrådte med Africa Express, og man så desorienteringen i publikums ansigter, da den elegante mexicanske transkvinde sang sine corridos ‘Adios a los amigos’ og den rørende smukke ‘Hacernos así’ med dybt klangfuld og skælvende baryton. Her var der i den grad noget på spil, og der stod en pladsfuld mennesker klar til at gribe den og leve sig ind i den.

For kan det virke, som om det næsten var et adgangskrav for de optrædende på festivalen at dele et normsæt, blev vi mindet om, at de gode intentioner aldrig kan tages for givet uden for det ekkokammer, som Roskilde Festival også er. Det kunne den congolesisk-belgiske rapper – og filmskaber – Baloji tale med om, da han torsdag eftermiddag holdt en kæmpe fest med sin soukous-påvirkede hiphop på Avalon i den ene storslåede balkjole efter den anden nøje afstemt med korsangernes glinsende, grønne jakkesæt. Efter fjerde eller femte kjoleskift fortalte Baloji om, hvor mange hadefulde kommentarer, han havde fået for i en video at optræde i kjole. Og hvordan det havde fået ham til at beslutte sig for, at så måtte han simpelthen gå endnu mere i kjole, større, vildere.

For den grænse er der stadig. Der er stadig nogle klare forventninger til, hvordan man skal se ud som sort mand i Europa, som rapper. Derfor bliver alene det at tage en kjole på en politisk handling. Derfor er festen og festivalen aldrig apolitisk. 

Heldigvis behøver jeg ikke gå glip af den irske vokalkvartet Landless, der lørdag eftermiddag på Platform simpelthen er ualmindeligt charmerende. Den rent sangbårne irske folkemusik, sean-nós, har med fænomenet Lankum fået moralsk oprejsning de senere år, hvor den er blevet hentet ud af pubberne og ind på først de eksperimenterende scener verden over, siden de helt store scener. Landless forlader sig på deres stemmers forenede kraft – kun med bistand fra en drejelire i første og sidste sang – og det uudtømmelige katalog af sange om døden i kulminerne, om ulykkelig kærlighed og endnu mere død og armod, de trækker på.

Det er enkelt, men det er nok til at få selv dem, der haster forbi den lille, åbne scene midt imellem madboderne og udskækningsstederne langs forbindelsesvejene mellem festivalens andre scener, til at standse op, være stille, lade øjeblikket råde og blive forbundet med hinanden. 

Uanset hvor man kommer fra, uanset hvor man er på vej hen.