Roots slår rødder i popsfæren

Heilung & Eivør på 02 Academy Brixton, Fotograf: Manuela Langotsch

ARTIKEL
Af: Jon Albjerg Ravnholt

12.5.2026

Om det skyldes ændringer i de internationale politiske alliancer, der smitter af på vores musikvalg, en modreaktion på globaliseringens kulturelle homogenisering eller bare den evige trang til at have det vildt over noget nyt, er roots-musikken igen blevet tydelig langt ind i mainstream. Fra det katalanske flamenco-club-art pop-fænomen Rosalía over Bad Bunnys reggaeton og den brasiliansk baile funk-bølge til danske Heilungs hedenske vikingeritualer søger såvel lyttere som udøvere fra en unipolær musikverdensorden til en multipolær: Poppen er blevet regional igen.

14 Sprog, 0 Barrierer

Da Rosalías album ‘Lux’ udkom i efteråret 2025, var det på én og samme tid symptomatisk og helt ved siden af. ‘Lux’ blev lanceret som et enormt udstyrsstykke med prominente gæstesangere, et væld af folkemusikalske udtryk fra middelhavsregionen blandet med clubmusik og strygerensemble, en decideret popkulturel begivenhed. Den spanske premierminister Pedro Sánchez takkede hende for at sætte fokus på spansk musik, kritikere var benovede over, hvor mange forskellige genrer og sprog – 14, optalte DR det sidste til – hun begik sig på. Det kom måske nok en lillebitte smule til at virke mere som en sportspræstation end en albumudgivelse.

Man kan selvfølgelig ærgre sig over, at det er den skala, musikken bedømmes på, at der skal eventificering til, for at mainstreammedierne finder det relevant at beskæftige sig med ny musik. Men man kan også glæde sig over, at så alsidig og ambitiøs en udgivelse som ‘Lux’ modtages som en pop-sensation. Bare det, at lyttere har mod på at høre Rosalía synge på spansk (og catalansk, fransk, portugisisk osv.), efter engelsk siden Anden Verdenskrig har været popmusikkens lingua franca, den amerikanske teenagekultur med jazz og rock’n’roll en del af Marshallhjælpen, som vi europæere halsede efter for at være med på.

Rosalia ‘Berghain’ live feat Björk

Det er samtidig svært ikke at øjne et opgør med poppens verdensorden som en del af den reaktion, der verden over er på den siddende amerikanske administrations uforudsigelige fremfærd. I international politik har kommentatorer fremført, at truslen mod europæisk sikkerhed har gjort mere for at styrke det europæiske sammenhold, end 70 års fred har gjort: Det er oplagt at se en efterspørgsel på særegent regionale musikalske udtryk som en modreaktion efter så mange års popkulturelt hegemoni.

Den læsning tilslutter Kjartan Stolberg, musikskribent på Soundvenue og vært på podcasten Sang mod sang, sig, da vi vi taler i telefon sammen:

“Vores utryghed overfor den amerikanske hegemoni er en vigtig faktor: Vi har fået meget mindre lyst til, at en dansk ting skal minde alt for meget om en amerikansk ting, eller at en nigeriansk popstjerne som Burna Boy skal modelleres efter amerikanske popstjerner. Når Rosalía omfavner flamencoen og siden andre musiktraditioner, er det samtidig en omfavnelse af et bredere historisk udsyn på gammel musik. Det er ikke et tilfælde, at Björk medvirker på singlen, for Björk er jo all about kolonihistorie. Det resonerer med os i en tid, hvor vi er mere bevidste end før om, hvor meget mennesker er blevet behandlet efter, hvilket folkeslag de tilhører. Det kan ramme bredt, selv hvis man er en middelklassedansker, der ikke konfronteres med det day to day. Den øgede forståelse i pop af ulighederne gør, at folkeslagets musik resonerer mere med os. Selv i et land som Danmark synes vi pludselig, at vi er godt nok bare en lille fisk ved siden af dem med de store våben – selvom det, vi bliver udsat for, på ingen måde er sammenligneligt med det, cubanere, kurdere og andre folkeslag bliver udsat for. Og det er kendetegnende for dem, at de nærmest alle har en fremgang i omfavnelsen af deres musikalske rødder.”

Rekontekstualiseret Folkemusik

Et af de allermest populære eksempler på det er den puerto ricanske sanger Bad Bunny. Kjartan Stolberg fremhæver ham som en af dem, der med en distinkt caribisk lyd har fået enorm succes på hitlisterne og i februar i år gjorde det prestigefyldte Halftime Show ved Super Bowl i USA med et svært politisk ladet set fremført næsten udelukkende på spansk. Bad Bunnys musik tager afsæt i den reggaeton, der har været stor i Caribien i nogle årtier, men kobler den med mere moderne popgenrer som trap og emo rap – og så giver Kjartan Stolberg ham en del af æren for med sit samarbejde med den mexicanske Grupo Frontera at have været med til at booste en bølge af traditionel mexicansk musik langt ind på hitlisterne i USA.

Bad Bunny Grammys tale

“Den største stjerne indenfor den mexicanske musik er Peso Pluma, og det er et af de mest ekstreme tilfælde af rootsmusik, der bliver kæmpestort. For Rosalía inkorporerer flamenco i pop, men det er stadig pop, hvor hele den mexicanske bølge mere eller mindre lyder som det, vi forstår ved mariachi-musik,” siger han og tilføjer, at den betegnelse dækker over et bredt spænd af genrer, ikke mindst corridoen, den smægtende ballade, og dens aflægger, narco corrido, som er hyldestsange til kartelbosser og narkosmuglere – ikke ulig 90’ernes amerikanske gangster rap. 

“Den er et svar på outlaw country, og der er opstået trap corridos, som ikke musikalsk lyder som trap, men man har oversat sproget og indsat det i den musik, hvor det stadig er hornmusik og tolvstrengede guitarer, mens de fortæller om at have bitches og hos og poppe Xanax.”

Det er noget af det samme, Martin Jensen, Emilia Jasmin og Eini Grønvold fra koncertforeningen Final Descent kommer ind på i et mailsvar sendt fra en færge mellem Tyskland og Danmark:

“Jeg tror, vi lever i en tid, hvor mange føler sig rodløse og uforbundne med hinanden, og mange af de musikere, som vi arbejder med, behandler typisk spørgsmål om identitet og tilhør i en nutidig kontekst gennem den traditionelle musik. Tit handler det om at reclaime sin ret til et værdigt liv gennem en rekontekstualisering af fortiden. Det er en anden tendens end den, der herskede, da (Paul Simons red.) ‘Graceland’ udkom. Verdensmusik-begrebet er blevet dømt problematisk, og musikalske fusioner er ikke længere interessante i sig selv, medmindre de har noget på hjerte. Et eksempel kunne være, at når Carme López laver en plade bestående udelukkende af ukonventionelle metoder til at spille på galicisk sækkepibe, fordi det traditionelt set har været et instrument for mænd, og hun fuldstændig ignorerer den traditionelle spillestil, så bliver musikken – ud over at være sonisk interessant – også et identitært og politisk statement, som jeg tror, mange kan spejle sig i. Det er det, Final Descent mener, når vi skriver, at vi præsenterer rekontekstualiseret folkemusik. Den traditionelle musik bliver først rigtigt interessant som andet end en museumsgenstand, når den forholder sig til sin nutid.”

Fra Albini til Unesco

Derfor er det også værd at vende tilbage til Rosalías ‘Lux’ nu, hvor virakken har lagt sig, og undersøge nogle af de udtryk, Rosaliá lader komme til orde. Ikke så meget den besynderlige operette-hymne til berliner-technoclubben Berghain som – for nu at slå ned et sted – sangen ‘Memória’, der dukker op mod slutningen af albummet. Det er en fado, den portugisiske visetradition, der umiddelbart kan minde om den andalusiske flamenco, som Rosalía i sin tid brød igennem med i sangen ‘Malamente’, men som svælger meget mere i sin egen melankoli og længsel – saudade kaldes det på portugisisk med et kulturbærende, uoversætteligt ord. 

Det er ikke kun interessant pga. trådene tilbage til Rosalías gennembrud, men også fordi det åbner døren til en musiktradition, der er blevet holdt i live i det kulturelt isolerede vesteuropæiske land, og gør det i duet med Carminho, der er en af genrens vigtigste nulevende kunstnere. Det er Carminho, der synger fado i Lissabon-scenerne i Yorgos Lanthimos’ syrede Frankenstein-lolitadukke-fantasi ‘Poor Little Things’ fra 2023. Det er Carminho, der synger duet med den brasilianske tropicalia-veteran Caetano Veloso på hans seneste plade, ‘Meu Coco’, og lader ham gengælde gestussen ved at synge en af sine gamle sange sammen med hende på en EP indspillet med, af alle mennesker, støjrockeren Steve Albini. Og så var det Carminho, der som datter af fadistaen Teresa Siqueira har sunget, siden hun var barn, der optrådte foran UNESCO-panelet i Paris i 2011 og var medvirkende til, at fado blev optaget på listen over immateriel verdensarv.

Carminho er med andre ord uomgængelig i den fortsatte fornyelse af fadoen, der sikrer, at den forbliver relevant som et eget kulturelt udtryk for nye generationer af verdensvendte portugisere uden at miste forbindelsen til den tradition og fysiske rammer, den er født af.

Der er en vigtig grad af identitetsdannelse og national forankring i at holde den kultur i live, som man i Danmark måske tydeligst ser i fremkomsten af det nye, nordiske køkken for nogle årtier siden: Her genlærte vi at sanke ramsløg og havtorn, sylte alskens bær og fermentere vilde svampe, mens forfatteren Karl Ove Knausgaard udbredte sig om, hvordan et nordisk æble havde så meget mere kompleks en smag end et sydeuropæisk pga. dets lange modningsproces helt ind i efteråret beskyttet bag en tyk, vitaminstruttende skræl. Men samtidig med den bølge oplevede det peruanske køkken en pludselig popularitet efterfulgt af det mellemøstlige, og det tjener som et eksempel på en anden årsag til den pludselige interesse: Det handlede også om behovet for at smage, lugte, mærke, se og høre nye udtryk. Et behov for noget nyt, der kunne overrumple os småblaserte middelklasse-europæere.

Men også en åbenhed overfor alverdens udtryk, påpeger bookeren Marisa Segala fra Second to the Left i en mail:

“Alverdens musik har aldrig været mere tilgængelig. Vi er jo kun et par klik væk fra alt – uanset om det er gennem streaming, sociale medier eller soundtracks i film og serier. Det vækker helt automatisk en nysgerrighed på lyde, sprog og traditioner, man måske aldrig ville have opdaget før i tiden. Når man kan springe direkte fra P3 til en optagelse fra en baggård i São Paulo eller en scene på Zanzibar, så ændrer det måden, vi lytter på. Interessen for det regionalt forankrede skyldes nok mest af alt, at barriererne er væk. Folk opdager, at det er i det lokale og det specifikke, at den mest spændende musik ofte gemmer sig. Der er en søgen efter noget, der føles ægte og rodfæstet, noget med en tydelig identitet. Vi lytter simpelthen bare mere åbent og bevidst i dag, end vi gjorde for bare ti år siden.”

Beyond Beyoncé

Det har altid været faren ved at eksportere regional kultur, at den kun kortvarigt ledte til større forståelse for andre måder at leve og opfatte verden på, inden den blev eksotiseret og kasseret til fordel for det næste nye. At en popsanger som Tyla kan lukke Orange Scene på Roskilde med sin sydafrikanske amapiano sidste år og for længst være glemt i år, hvor en ny subsahariansk subgenre har fanget det nordlige publikums opmærksomhed et øjeblik. At det, der for nogen er deres kultur og identitet, for andre blot skulle være hype.

Heldigvis er musikpublikummet trods alt ikke så kynisk. Så kan det godt være, at Beyoncés hyldest til afrobeat-musikeren Fela Kuti, ‘End of Time’ fra 2011, hurtigt førte hende videre over en disco-renæssance til country på pladen ‘Cowboy Carter’ i 2024, men hverken country eller afrobeat er som genrer blevet mindre populære, efter hun på lette fjed er danset videre i genrekataloget. Skulle man være i tvivl om det, kan man passende høre Jad Abumrads ekstensive podcast fra sidste efterår, ‘Fela Kuti: Fear No Man’, der over 12 lange episoder afdækker såvel historien om Fela Kuti som receptionen af hans musik og dens fortsatte indflydelse. På samme måde skabte den amerikanske filminstruktør Jim Jarmusch med filmen ‘Broken Flowers’ i 2005 en opblomstring i interessen for etiopisk jazz og musikeren Mulatu Astatke i særdeleshed, men ethiojazzen føres uanfægtet videre 20 år senere af bl.a. bands som engelske The Sorcerers, der spillede på Resonator Festival i 2024. Og mens den brasilianske baile funk i de seneste år har hittet på europæiske clubber og bliver set som en ny bølge, er det værd at huske på, at staccato-rytmerne allerede i begyndelsen af 00’erne blev samplet af europæiske og amerikanske producere side om side med en craze for indisk Bollywood funk og raga.

The Sorcerers ‘The Terror’ live

Derfor skal man næppe heller frygte, at det sønderjyske kaffebord af regional musik, som Rosalía dækker op til på ‘Lux’, mætter interessen for nogle af de musikkulturer. Men det er interessant at opleve så bredt et spektrum af musik blive omfavnet, og det er svært ikke at se det som en modbevægelse skabt af den siddende amerikanske administration og dens aggressive diskurs: Måske er det samme rationale, der ligger bag forbrugerbeslutningen om at vælge Jolly Cola frem for Coca Cola i supermarkedet, der får os til at åbne ørerne for andre musikalske udtryk end dem, vi siden Elvis er blevet fodret med fra USA? Samtidig med, at det i en stadigt mere digital kultur føles godt og rigtigt at mærke autenticiteten og det taktile i rootsmusikken? Nøjagtig som vi gjorde med nyt nordisk køkken?

Hvis det hænger sådan sammen, er det spørgsmålet, hvornår vi genopdager vores egen folkemusiktration? Fanø Free Folk Festival har allerede gjort et imponerende arbejde med at åbne yngre lytteres ører for den særlige fanniske tradition og forbinde den med den opblomstring i interessen for ikke mindst irsk folkemusik, bands som Lankum har været foregangsmænd indenfor. I Norge og Sverige har visetraditionen levet stærkere end i Danmark, og her gør yngre kunstnere som Ævestaden og Julia Bengtsson musikken aktuel med nye sange om tandpastapletter på tøjet. Det er også en slags anskueliggørelse af vores virkeligheder: I Mexico synger Peso Pluma om at lege narkoboss i ‘El Belicón’, i Norge synger Ævestaden om regnvejr, kærestesorger og troldesagn. 

Det ønske om at gøre folkemusikken relevant for et yngre samtidspublikum, der gennem den føler sig forbundet med en egen kultur, kommer dog efterhånden også til udtryk herhjemme, hvor Sylfide fortolker folkeviser med fokus på, hvad det har at sige os om sårbarhed og køn, mens Stundom og Vesselil har åbnet et eftertænksomt dansegulv for en generation af unge, der hellere vil gå til folkedans end til yoga. 

Heilung live

Ovre i metalgenren har bands siden 90’erne, hvor brasilianske Sepultura inkorporerede landets oprindelige folks trommer, ritualer og danse i musikken, med større eller mindre held søgt at forene regionale folkemusiktraditioner med metal. Det danske band, der har haft allerstørst succes med det, er Heilung: Deres blanding af hedensk ritual, folkemusik og elementer af heavy metal kan måske nok fremstå som noget, der tangerer vikinge-cosplaying. At de sælger store arenaer ud på deres turnéer i USA skyldes også i høj grad det kæmpeshow, de stiller med, hvor der er ild og et kor af krigere, der blander sig med publikum, men for Martin Skou, der er produktionsmanager for Heilung, handler det også om at genforbinde sig med en førkristen, før-moderne, før-koloniseret identitet:

“Jeg er af den opfattelse, at Heilungs store succes i det meste af verden, og i særdeleshed i USA, er et udtryk for, at folk søger noget, der binder os sammen, noget urkraft. Og med en stor og mere tilgængelig verden omkring os, har folk sværere ved at identificere sig med nogle faste rødder. De søger et fælleskab, der bunder i noget langt dybere. Det er med til at bane vejen for, at netop disse rødder kommer mere til udtryk og bliver dyrket, idet der er noget ikke-sprogligt, der binder os sammen. Heilungs musik er jo netop, som navnet også antyder, noget, der skal være med til at forbinde mennesker med hinanden og den jord, vi lever på, idet vi alle kommer det samme sted fra,” skriver han en eftermiddag til mig på Messenger.

Og hvis det er noget ikke-sprogligt, betyder det knap så meget, om det er på 14 forskellige sprog som Rosalía, eller om musikken udspringer af vores egen glemte tradition. Og måske kan man ovenikøbet danse til den, sammen.