Mangfoldighed er en gave

Foto: Camilla Seidelmann Lerner

ARTIKEL
Af: Josefine R. Skaaning

25.06.2025

Midt under Aarhus Jazz Festival fanger jeg sangerinden og komponisten Camilla Dayyani mellem hendes mange koncerter i cafeen Domens plantebevoksede atmosfære. Over en kop kaffe flyder en samtale om kulturmøder, musikalske rødder og Dayyanis seneste album, Mine Miniaturer.

Som en fast figur i den danske jazzverden har Dayyani gennem mange år skabt musikalske møder mellem musikere, lyttere og kulturer. Med hendes danske og iranske baggrund i baghånden trækker udgivelsen Mine Miniaturer på både klassisk musik, den danske højskolesang, persisk musik og jazz – og netop derfor, er det blevet så personligt.

”Jeg ville lave et album, hvor jeg samlede mine forskellige musikalske rødder. Det føles som et meget personligt album, fordi det ligesom er mit mix af ting. Før i tiden har jeg bevæget mig mere rent inden for genrer. Det nye her har været, at det ikke var en tradition, jeg ville tappe ind i. Jeg ville tage fra traditioner og så lave min egen fortælling,” forklarer Dayyani og røber, at det er grunden til, at albummet hedder Mine Miniaturer. ”Miniaturer er de her små, fine tableauer, som er i rigtig meget persisk kunst. Det er alle vegne i tæpper, duge, på vægge. Fortællinger fra blandt andet gamle folkeeventyr og sagn, som man har tegnet et scenarie fra. Det her album er min fortælling.”

Et levende kulturmøde

Miniaturernes billedlige formidling omformes på albummet til musiske fortællinger. Med en blanding af danske og persiske digte fortæller sangene om en væren med rødder i forskellige verdensdele. Dayyani er med egne ord i sig selv et kulturmøde.

Albummet peger dog også ud over Dayyani selv. ”Der er en grundfortælling om noget urmenneskeligt, som vi alle sammen har til fælles i hele verden og på tværs af tid. Mange af de persiske digte er tilbage fra 1100-tallet, og de er sat op imod nyere danske digte. Alligevel handler de om nogle af de samme ting, fordi der er noget i os mennesker, som ikke har forandret sig,” siger Dayyani og griner varmt. De fleste digte synges både på dansk og farsi, så så mange som muligt kan opfange teksternes budskaber.

Tosproget poesi

Mine Miniaturer har været længe undervejs og er opstået som en langsom bevidstgørelse i Dayyani af ønsket om at forene og udtrykke de forskellige kulturelle facetter, der lever i Dayyani. Kimen til projektet blev lagt for omkring ti år siden, da Dayyani tilfældigt stødte på oversætteren Arash Sharifzadeh Abdi og hans bog med persiske digte. Det smarte ved bogen var nemlig, at digtene både stod på dansk og farsi.

”Selvom jeg kan farsi, så kunne jeg ikke forstå meget af de der gamle digte, fordi det er gammelt sprog. Så at have det på dansk ved siden af gjorde pludselig, at jeg forstod farsi-delen meget bedre, og at jeg lige pludselig kunne se det smukke i formuleringerne,” fortæller Dayyani og fortsætter: ”Da jeg fik den bog hjem, skrev jeg ret hurtigt to eller tre sange. Jeg kunne mærke, at der var noget her, jeg syntes var vigtigt for mig. Det første, jeg skrev, var til de danske oversættelser, men så begyndte jeg at tænke, at det ikke kun skulle være på dansk. Hvordan får jeg det her til at smelte sammen? Hvordan får jeg den her roots-vibe med ind i det, så det virkelig føles som et møde mellem to sprog?”

Tiden gik, mens sangene lå og lurede, men i 2020 fandt Dayyani dem frem fra skuffen igen. Et legat fra Statens Kunstfond sendte Dayyani en måned til Irans smukke hovedstad, Teheran. I Teheran havde hun tid og rum til for alvor at kaste sig over sit musikalske rootsprojekt. Her blev det meste af musikken til albummet skrevet, fodret af de indtryk hun fik i byen. Vigtige beslutninger om blandt andet besætning blev taget – til Dayyanis egen overraskelse sad hun nemlig pludselig og skrev for en strygekvartet. Derfra var der ingen vej tilbage, og Dayyani var nu i gang med at sætte musik til sin egen fortælling.

Der findes ingen kulturer uden musik

Det er ikke svært at få øre på kulturmixet på Mine Miniaturer. Alene besætningen afspejler Dayyanis sammensatte baggrund. Side om side med den klassiske strygekvartet Artos og jazzmusikerne Frederik Lundin, Artur Tuznik og Thomas Sejthen står de to iranske musikere Nazanin Ranjpour og Mohammad Ali Merati. Med instrumenterne daf, en rammetromme med bjælder, og kamancheh, en persisk violin, tilføjer de den persiske lyd på udgivelsen.

For Dayyani repræsenterer den persiske rammetromme noget særligt: ”Daffen har rigtig stor betydning inden for sufismen, som er en spirituel form for islam. I nogle dele af islam kan musik være haram, men sådan er det slet ikke i sufismen. Der fejrer man religionen med musik, og her fylder daffen rigtig meget. Der er jo ikke en kultur, hvor musik ikke er, så hvis der er nogen, der finder på at gøre det forbudt, må det være så umenneskeligt, som det kan være. Så på en måde er det også en lille protest mod det. Derfor ville jeg gerne have den her daf og det, den repræsenterer, med i musikken.”

I Dayyanis kompositioner svømmer persiske, klassiske og jazzede elementer ud og ind mellem hinanden. Undervejs i projektet måtte de dog nogle gange justeres, for at de kunne fungere side om side. For eksempel er kamanchehens intonation vidt forskellig fra strygekvartettens, selvom de alle er strygere. Vestens meget metriske rytmeforståelse måtte også nogle gange vige for at give plads til en persisk vibe:

”Der var blandt andet en gammel persisk rytme i ti, og udover at det er uvant for os i Vesten, så havde den noget med, at den lige hang lidt på sidste slag. Det var meget bassen og daffen, der sådan holdt bunden i orkesteret, og bassisten skulle godt nok lige tune ind på den der rytme. Det skulle vi egentlig alle sammen. Andre steder spillede vi meget mere frit og åbent og jazzet, hvor der så var nogle nye ting for nogle af de andre musikere. Så vi var alle sammen skiftevis på udebane og hjemmebane. Det, synes jeg, var et fedt rum at være i,” fortæller Dayyani smågrinende over situationen, mens hun synger et eksempel på rytmen i ti.

Mødetider og menneskemøder 

Det går sjældent helt snorlige for sig, når flere kulturer sættes i samme rum for at skabe i fællesskab. Til spørgsmålet om, hvorvidt der har været udfordringer undervejs, svarer Dayyani: ”Ja!” og griner stort, ”det har der!” For som hun siger, så er kulturmødet ofte ikke spor let: ”Det kræver noget af en at ville være åben og mødes med folk, der ser helt anderledes på tingene. Man skal på en måde have lidt overskud. Det er jo selvfølgelig også det, man ser i strømninger i samfundet, hvor folk går den modsatte vej. Det er jo, fordi man mangler overskud til at vise interesse for omverdenen. Mangler overskud til at tage det nye ind og måske til ikke at være så sikker på sig selv. Det er jo det, der gør, at folk bliver bange. De bliver på en eller anden måde udfordret.”

Kulturmøder er ikke kun noget, der sker mellem forskellige lande, men også mellem forskellige stilarter og arbejdsvaner. Derfor kan også danske musikere møde op med vidt forskellige tilgange, hvilket Dayyani var meget bevidst om.

”Hvis vi sådan skal ind til det møde, der er imellem musikerne, det menneskelige og faglige møde, så var jeg vildt spændt, første gang jeg skulle have dem samlet. Der var en klassisk strygekvartet, og der var nogle jazzere, og allerede der har vi et møde, der skal ske. Og det er sådan helt ned til, hvornår man er klar til prøve. Hvis man siger kl. 16 til klassiske musikere, så kommer de halv fire og stemmer, så de sidder på stolen og er klar kl. 16. Jazzerne, de kommer sådan væltende lidt ind ad døren fem over fire og er sådan ”Hey, fedt at se jer!” Der er bare to forskellige kulturer der,” forklarer Dayyani energisk.

Trods den umiddelbart mere afslappede tilgang til tingene, gav jazzmusikerne også Dayyani en tryghed i processen: ”Jeg ved, at noget af det, jazzmusikere er gode til, er at tappe ind i et rum og en stemning og være åbne, for det er tit det, jazzmusik går ud på. Det er ikke at have fastlagt sig på noget, men at mødes i rummet og improvisere noget frem ud fra nogle givne rammer. Det har givet mig en tryghed, for jeg vidste, at vi nok skulle få noget til at samles.”

Den personlige rejse som udgangspunkt  

Dayyanis rødder har ikke altid fyldt så meget i hendes virke, men da hun i 2012 flyttede tilbage til Aarhus efter en årrække i den københavnske sfære, skete der en ændring: Hun opdagede, at hendes blandede baggrund var en gave. Med sine personlige erfaringer i baghånden kunne hun skabe musikalske kulturmøder blandt mennesker, der ellers måske ikke ville få øje på hinandens traditioner, deres ligheder og overlap. En færdighed, hun blandt andet gør brug af i sit arbejde på Aarhus Musikskole, i jobbet som international koordinator på Det Jyske Musikkonservatorium og som initiativtager til Bazarjazz.

”Der er sket meget inden for det her felt de sidste ti år, og jeg kunne mærke, at der var noget, som jeg kunne være med til at løfte et nyt sted hen. Jeg havde nogle ting, som jeg måske ikke var bevidst om før, var gaver. Jeg har altid haft det iranske med mig, men i de der unge år, hvor man tager sin uddannelse, var jeg bare totalt forhippet på jazzen. Der var ligesom hverken plads til det danske eller det iranske der. Så er det først, når man får sine redskaber, sin faglighed, at man finder ud af, hvordan det tapper ind i en som menneske, og hvad man kan gøre med det. Det er en rejse, jeg har været på rent fagligt, men som selvfølgelig hænger sammen med en menneskelig rejse. En personlig rejse,” forklarer Dayyani.

Med albummet håber Dayyani at videregive et positivt blik på mangfoldighed: ”Jeg håber at give et billede af – på den helt store klinge – at mangfoldighed er en gave,” siger Dayyani og fortsætter: ”Jeg ved jo, der er mange unge mennesker med forskellige, mixede baggrunde, som kæmper med at finde et ståsted mellem kulturer. Så det er også til dem. At give håb om, at man godt kan finde et ståsted i midten, og man ikke behøver at vælge det ene fra. Man godt kan finde en vej, hvor man har en kærlighed til begge dele. Så det er et budskab både til dem, der har den mixede baggrund, men også til alle andre, at det ikke er urealistisk, at vi kan leve i sameksistens, selvom vi er forskellige.”

Med Dayyanis ønske for mangfoldigheden klingende i Domens hvælving rejser vi os fra bordet og bevæger os ud i Aarhus alsidige jazzuge.