Den menneskelige stemme midt i larmen

Fotograf: Jens Raadal

REPORTAGE
Af: Jon Albjerg Ravnholt

04.07.2025

Joik, chöömij, shaabi, sean-nós og nordiske folkeviser: På Roskilde Festival fik den nøgne menneskestemme publikum til at stoppe op i deres rastløse vandring og småsnak. I stemmerne fandt vi hinanden på tværs af kulturer, blev rørte, begejstrede, benovede og overraskede, når det uforventede ramte os.

Nadah El Shazly står alene helt fremme på scenen. I tre kvarter har hun med en DJ spillet sin musik, hvor den egyptiske shaabi-sangtradition og dens melodier tørner sammen med elektronisk musik, der trækker på 90’ernes alternative scene. Min kammerat har kommenteret, at det mindede ham om Björk, og det er rigtigt, at der er den samme åbenhed i udtrykket, men det er også det, der gør det lidt upersonligt. Som om musikken kunne komme hvor som helst fra, kun sangstilen giver den særpræg. Hvor mahraganat blev soundtracket til Det Arabiske Forår i Egypten i 10’erne med sin blanding af den traditionelle balladesang og tunge, elektroniske rytmer, har Nadah El Shazlys koncert indtil nu mere virket som en afsøgning af muligheden for at bruge de letgenkendelige egyptiske klange i en global musikalsk kontekst. 

Men nu står hun og synger uden akkompagnement. Og nu sænker hun mikrofonen og synger videre. Hendes stemme lyder ud i Glorias mørke hal og resonerer under loftet. Der bliver helt stille i publikum. Det er lykkedes Nadah El Shazly at få det evindelige kommentarspor, der har ligget over alle festivalens koncerter indtil nu, lørdag eftermiddag, til at forstumme. Ingen taler, alle lytter. Nadah El Shazlys naturlige, uforstærkede stemme forbinder os, vi er sammen i lytningen, sammen i øjeblikket i en mellemmenneskelig forståelse.

En manipuleret fortid

Det var det her, jeg savnede torsdag eftermiddag, da Elina Waage Mikalsen og Katarina Barruk holdt shamanistisk seance på den lille, åbne pavillon Platform ude foran Gloria. Barruk spillede også om fredagen med eget band. Her var det en mere ordinær popkoncert, hvor kun ume sámi-sproget rigtig skilte sig ud. Men sammen med Mikaelsen præsenterede hun på Platform værket Seäjvvuot. Efter en introduktion til samisk kultur og tanken bag værket om at forbinde sig med sin fortid, gik de to sangere rundt i den cirkel, publikum dannede omkring dem, og joikede tværs over tomrummet til hinanden. På mig virkede deres mikrofoner som et fremmedgørende element i forestillingen, som om den elektriske forstærkning skabte en distance mellem den menneskelige stemme og os i publikum. Først da de to søgte ind mod midten og begyndte at manipulere hinandens stemmer elektronisk gav mikrofonforstærkningen mening og trak traditionen ind i nutiden.  

Man kan vel sige, at det også er, hvad det mongolske band The Hu har gjort ved at kombinere deres kulturs strubesang med heavy metal. Det er en oplagt kombination af musikalsk tyngde og maskulin voldsomhed på tværs af kulturer; kynisk kunne man forestille sig, at den noget ordinære heavy metal næppe havde vundet international opmærksomhed, havde det ikke været for det særegne og letgenkendelige regionale islæt, chöömij forlener den med. Det kommer i hvert fald hurtigt til at lyde som en gimmick, og mens regnen siler ned over Eos-scenen tidlig fredag aften, leder jeg forgæves efter en dybere substans i den bombastiske heavy metal.

Den norske trio Witch Club Satan er et andet eksempel på, hvordan en regional sangkultur kan podes med heavy metal, i deres tilfælde den ekstreme og grænsesøgende black metal. Trioens fælles midnatskoncert fredag med den danske elektroniske duo John Cxnnor, hvor de optræder med ligsminke, blottede bryster og papmachégevirer, minder dog mere om en gyserforestilling end den seance, de efterstræber, og deres stemmepragt kommer desværre til kort, når de forsøger sig med vokalharmonier.

Ophold på rejsen videre

Der ved jeg fra en tidligere koncert, at den norsk-svenske vokaltrio Ævestaden langt mere fermt opdaterer nordisk visetradition til at handle om såvel kæmper som kærestesorger, om troldelist såvel som tandpastaskjolder på tøjet. Jeg ærgrer mig over at gå glip af deres koncert sammen med det psykedeliske rockband Kanaan, men det ligger samtidig med Seäjvvuot, og det er altså den slags hårde prioriteringer, man bliver tvunget til at træffe på en festival, der præsenterer så stor og alsidig en overflod af stemmer, som Roskilde gør.

Heldigvis behøver jeg ikke gå glip af den irske vokalkvartet Landless, der lørdag eftermiddag på Platform simpelthen er ualmindeligt charmerende. Den rent sangbårne irske folkemusik, sean-nós, har med fænomenet Lankum fået moralsk oprejsning de senere år, hvor den er blevet hentet ud af pubberne og ind på først de eksperimenterende scener verden over, siden de helt store scener. Landless forlader sig på deres stemmers forenede kraft – kun med bistand fra en drejelire i første og sidste sang – og det uudtømmelige katalog af sange om døden i kulminerne, om ulykkelig kærlighed og endnu mere død og armod, de trækker på.

Det er enkelt, men det er nok til at få selv dem, der haster forbi den lille, åbne scene midt imellem madboderne og udskækningsstederne langs forbindelsesvejene mellem festivalens andre scener, til at standse op, være stille, lade øjeblikket råde og blive forbundet med hinanden. 

Uanset hvor man kommer fra, uanset hvor man er på vej hen.