Historier på Rulle: Crankiens Revival

Fotograf: Katie Alexis

ARTIKEL
Af: Lauge Dideriksen

12.12.2025

I 1961 emigrerede den tyske billedhugger, danser og bager Peter Schumann til New York. Mens hans kone, Elka Schumann, underviste i russisk litteratur på Putney School i Vermont, indarbejdede Peter Schumann sig i New Yorks sprudlende undergrundsscene. Her eksperimenterede han, sammen med sine avantgardistiske kumpaner, med The Bread and Puppet Theater.

Næsten per definition har avantgardekunsten såvel økonomisk som politisk trange kår, og efter syv år i New York flyttede kunstnertruppen, på jagt efter mere plads og billigere husleje, til delstaten Vermont. Her var de i en periode "theatre-in-residence" på Goddard College, før de i 1975 slog sig ned på en gammel mejerigård nær byen Glover.

I denne periode eksperimenterede de med nye kunstneriske udtryksformer og det såkaldte "WHY CHEAP ART? Manifesto" (sic). Til trods for deres antikapitalistiske filosofi og venstreradikale politik begyndte de i denne periode at gøre brug af en kunstart, som i sin oprindelige form var alt andet end billig og proletarisk: nemlig "moving panoramas", som dem der var populære i 1800-tallets USA.

De Levende Billeders Historie

I den sidste halvdel af 1800-tallet var USA et land forbundet af jernbaner og hestevogne. Ville man fra den ene kyst til den anden, måtte man regne med flere ugers ridt eller mange dage ombord på et bumletog – noget som var såvel dyrt som strabadserende. Det afskrækkede dog ikke showmænd fra at rejse gennem land og rige med såkaldte "moving panoramas": bemalede papirruller, der ved hjælp af en krank rullede ud mellem to spoler. Mens de såkaldte "panoramists" drejede deres ruller, berettede de om de afbildede begivenheder – ofte eventyrlige rejser og hændelser såsom hvaljagt og arktiske ekspeditioner.

Ligesom de "moving panoramas", der havde været populære i Europa og England siden slutningen af 1700-tallet, var de amerikanske pendanter hovedsageligt underholdning for det bedre borgerskab, men i en kort periode omkring den Amerikanske Borgerkrig fungerede de sågar som en slags visuelt nyhedsmedie. Disse "nyhedsruller" illustrerede scener fra de seneste slagmarker og blev ændret og opdateret i takt med, at begivenhederne udviklede sig.

Mens rejsende showmænd optrådte med ruller på op til flere meters højde, var det en overgang på mode for velhavende familier at have mindre apparater til pynt og som underholdning for gæster. Som teknologien udviklede sig, blev "moving panoramas" dog gradvist erstattet af andre, nyere medier, og de bemalede ruller gik i glemme. Da Schumann og The Bread and Puppet Theater begyndte at bruge "moving panoramas" i deres forestillinger, var de et levn fra en forgangen tid.

Schumann genopfandt "moving panoramas" i en verden, hvor 1800-tallets samfundsorden virkede fjern og uvirkelig; en verden forbundet af telefoner, radio og fjernsyn, men splittet af Den Kolde Krig; en verden hvor hippiebevægelsen var på sit højeste, og den vestlige folkrevival i sin spæde begyndelse. Det var derfor måske et forsøg på at distancere sig fra apparaternes højborgerlige historie, når Schumann ikke kaldte sine ruller "moving panoramas", men i stedet "crankies"; et ordspil på mekanismens krank og et slangord for at være gnaven. Hvad end bevæggrunden var, blev navnet hængende.

En Ny Generation af Crankie Entusiaster

Inspireret af Schumann og The Bread and Puppet Theater begyndte en lille gruppe entusiaster snart at restaurere og studere gamle crankies samt at bygge nye. Dette resulterede i nye materialer og teknikker, som igen skabte nye kunstneriske muligheder. Papirrullerne blev skiftet ud med ruller af kunststoffet Tyvek, og billedkunstnere begyndte at eksperimentere med serigrafiske ruller. Dukkeførere kombinerede crankies med videoprojektion for at skabe komplekse visuals – til brug som såvel baggrund for dukker som lærred for skyggeteater.

I de seneste år har crankien oplevet endnu en bølge af popularitet, idet en ny generation af musikere, historiefortællere, teatermagere og billedkunstnere har genopdaget Schumanns genopfundne crankies. En af dem, som har taget teten op, er den belgisk-amerikanske musiker og historiefortæller Annick Odom.

Fotograf: Katie Alexis

"Første gang jeg så en crankie, var til en koncert med duoen Anna & Elizabeth," fortæller Odom over en skrattende Zoom-forbindelse fra sit hjem i Morgantown, West Virginia. Hun sidder i skrædderstilling og lænet op ad sin sofa i et hus på vejen, hvor hun voksede op.

Selvom Odom nu bor tæt på sit barndomshjem, har hun imidlertid været vidt omkring. Hun har studeret i Leuven (Belgien) og Haag (Holland), optrådt i Europa og Nordamerika og bedrevet feltarbejde i Mexico, Surinam og Chile. Og alle steder havde hun musik og historier fra Appalacherne med i bagagen.

"Jeg begyndte at lave crankies, mens jeg studerede i Holland," fortæller hun. "For selvom hollænderne er ret gode til engelsk, havde de nogle gange svært ved at forstå de komplekse og diskontinuerlige handlinger, som man ofte finder i appalachiske folkeviser. Nu hvor jeg kommer til at tænke over det, hjælper det nok heller ikke, at der nogle gange er huller i historien, hvor en sanger på et eller andet tidspunkt i overleveringen har glemt et vers. Med en crankie kan jeg skabe kontinuitet og gøre det lettere for publikum at følge med, også selvom de måske ikke fanger hele teksten.”

"I starten havde jeg svært ved at få timingen til at passe. Jeg overvurderede den tid, det ville tage at synge en passage, og undervurderede, hvor lang tid det ville tage at dreje den samme passage fra en spole til den anden. Det er noget, jeg siden er blevet bedre til at skønne, men det er også gået op for mig, at crankien og sangen ikke altid behøver tage lige lang tid. Jeg kan bruge det tidsrum, der er 'til overs', til at lade publikum fordøje historien. Det gør jeg især brug af, når der er dele af en tekst, som jeg synes er upassende eller forældede."

"Det er nemlig sådan, at en god del af de sange, jeg kan – ligegyldigt hvem jeg har lært dem af – bliver fortalt fra en mands synsvinkel, og han er sjældent en særlig troværdig fortæller. Når jeg laver en crankie til sådan en sang, kan jeg kommentere på teksten uden at ændre på den – det vil jeg nemlig helst undgå. 'Wild Bill Jones' er et godt eksempel. Det er en såkaldt 'murder ballad', en genre af voldsromantiske folkeviser, hvor fortælleren, morderen, udlægger begivenhederne på en måde, der forherliger voldsgerninger og næsten får mord til at virke rimeligt. Den crankie, jeg lavede sammen med billedkunstneren Sarah Schwendeman, skildrer begivenhederne fra kvindens synspunkt og stiller på den måde spørgsmålstegn ved morderens narrativ. Det, teksten skildrer som et martyrium, virker fra hendes perspektiv som den retfærdige straf for et koldblodigt mord."

For tiden underviser Odom i at bygge crankies på Fairmont State University. Det er en del af et forløb, hvor unge, som studerer historie, billedkunst og folkemindevidenskab, skal beskæftige sig med mundtligt overleveret kulturgods. Men for Odom handler formidlingsarbejde ikke alene om at vække interesse for den tradition, hun brænder så meget for; det er også en måde at magte den nuværende politiske situation.

"Den nuværende samfundssituation i USA er så splidagtig, at folk vender hinanden ryggen alene fordi de har forskellige politiske holdninger. Ikke desto mindre tiltrækker kurser i traditionelt håndværk mennesker fra alle dele af det politiske spektrum – og hvis de skal bygge en crankie sammen, bliver de ikke alene nødt til at være i samme rum, de bliver også tvunget til at komme fysisk tæt på hinanden, tale med hinanden og finde kompromisser."

"Det virker særligt godt, når vi finder en sang eller historie, som alle deltagerne har et personligt forhold til. I byen Elkins holdt jeg for eksempel en workshop sammen med den lokale billedkunstner Nevada Tribble, hvor vi brugte et digt af den lokale lyriker Bill King, som var gået bort kort tid forinden. De fleste af deltagerne havde kendt King, og mens vi arbejdede på crankien, fortalte de historier og delte minder om ham."

"Projektet i Elkins var også særligt, da det er en by, hvor mange amatørkunstnere har til huse. Af den grund lavede vi ikke rullen på én og samme dag, men skar den op, så deltagerne kunne tage dele med hjem og arbejde på dem i deres atelierer. På trods af – eller måske i virkeligheden på grund af – det blev de nødt til at kommunikere endnu bedre. Det gjorde de også, for da vi til slut syede delene sammen igen, fungerede alle overgangene faktisk rigtig fint."

For Odom selv er de mange timers håndarbejde, som det kræver at bygge en crankie, blevet et hellested i den moderne verdens stress og jag:

"Jo mere digital verden bliver, desto mere har jeg behov for at bygge ting med mine hænder. Men når det kommer til stykket, er jeg ingen billedkunstner, og jeg vil meget hellere optræde med crankies, end jeg vil bygge dem. Når det er sagt, må jeg også indrømme, at det er lidt afhængighedsskabende at bygge dem. Ja, jeg tror sådan set, at jeg kunne bygge en ny crankie hver dag uden nogensinde at blive træt af det."