10 navne du skal høre på Roskilde Festival 2026
The Zawose Queens til Resonator Festival 2024
Foto: Line Svindt
ARTIKEL
Af: Asger Bosendal
25.6.2026
Blandt sveddrivende sydafrikansk klubmusik og psykedeliske rytmer fra Andesbjergene, tegnes årets Roskilde line-up. Lad din nysgerrighed trives i bedste velgående og læs med, når jeg i Resonators ånd dykker ned i 10 navne fra festivalens utroligt stærke program.
Los Thuthanaka (fredag kl. 22.00 – Lagune)
Tidsfornemmelsen føles mere og mere sløret, når det boliviansk-amerikanske søskendepar i Los Thuthanaka udfolder traditionelle rytmer fra deres rødder i Aymara-kulturen i Andesbjergene. Vidtfavnende guitar-rumklange, DJ-tags og lyden af en skrattende bilradio drages ind i de psykedeliske klange, der på én gang føles svævende over et stort åbent landskab, men samtidig også intenst og taktilt. Pitchfork kårede debutalbummet Los Thuthanaka til det bedste i 2025, og jeg tør ligeledes godt love en unik koncertoplevelse, hvis du sætter dit kryds her på årets program.
Yerai Cortés (torsdag kl. 17.00 – Fauna)
Den spanske guitarist Yerai Cortes er i de senere år blevet en af de mest fremtrædende unge artister på den internationale flamencoscene. Med sit eminente guitarspil, vokalharmonier og fængende rytmiske klap, tager han afsæt i genrens traditionelle rødder, men trækker samtidig stilen ind i moderne tid. I 2024 brød han igennem med debutalbummet La Guitarra Flamenca de Yerai Cortés, hvilket ligeledes er titlen på en prisvindende dokumentarfilm, som gav vind i sejlene for den frembrusende flamencoguitarist.
DBN Gogo (fredag kl. 20.30 – Eos)
I 2010’erne opstod genren amapiano på de sydafrikanske dansegulve, og en af dets formgivere var DJ og produceren DBN Gogo. Med rødder i bl.a. deep house, jazz og kwaito gør musikken sig kendetegnende ved sine jazzede klaverfigurer og trommer i gyngende fremdrift. Helt særligt for genren er dog the log drum - skabt fra en elektronisk simuleret lyd af den traditionelle udhulede træblok (slitdrum), hvis tone herefter pitches ned, så den fungerer som en glidende og bouncy bas. Hvis solen ikke varmer nok, kan du helt sikkert svede igennem til DBN Gogo eller THE GODMOTHER, som hun kalder sig selv på sit nyeste album.
Luisa Almaguer (fredag kl. 18.30 – Gloria)
En utrolig kraft- og sjælfuld stemme, som går lige i hjertet, og skaber plads til det smertefulde. Musikken er et nærværende og intimt univers, som trækker på alternativ rock, shoegaze og Mexicos rige folkemusiktraditioner. Luisa Almaguers kunstnervirke er ligeledes et aktivistisk rum, hvor både hendes egen identitet som transkvinde, samt kamp for transpersoners rettigheder i Mexico, står helt centralt. I nummeret ”Azotea” er det som om, at alt det svære pludselig føles lidt lettere, netop i det sekund cabasa-rytmen gør sit indtog.
Jalen Ngonda (torsdag kl. 15.00 – Eos)
Man overvældes af en gedigen charme, når Jalen Ngondas utrolig gennemførte soul og R&B strømmer ud ad højtalerne. Jeg sætter selv kæmpe pris på det håndspillede, og det er umuligt ikke at lade tankerne svæve i retning af Marvin Gaye med Ngondas tryllebindende vokal, akkompagneret af et stort liveband med bl.a. korsangere, blæsere og perkussionist. Der er uden tvivl garanti for en både intim, festlig og farverig koncert, når Ngonda gæster dette års festival.
Sara Parkman (lørdag kl. 14.30 – Fauna)
I løbet af de sidste år er Sara Parkman blevet en af de mest fremtrædende artister indenfor den svenske folkemusik. Parkmans udtryk er et musikalsk eventyr og rejse gennem folke- og salmetraditioner mod storladne og dramatiske popklange – fra de nøgne og stille momenter til de stærke og hæsblæsende øjeblikke. I januar spillede hun to propfyldte koncerter i Brorsons kirke, og mon ikke stemningen bliver lige så smuk og energisk, når hun gæster Roskilde Festival.
Rizwan Muazzam Qawwali (fredag kl. 18.00 – Eos)
I fodsporene på en af de mest indflydelsesrige pakistanske musikere, Nusrat Fateh Ali Khan, står hans to nevøer, Rizwan og Muazzam. Nusrah var indtil sin død i 1997 den måske mest bærende kraft indenfor genren qawwali, og siden har de to nevøer svoret at føre den traditionelle sufi-musik videre. Musikken har sine rødder og åndelige oprindelse helt tilbage i 1300-tallets Pakistan og Indien - dets kraftfulde sangstrofer, samt ekvilibristiske harmonium, klap og tabla er en af Roskildes garanter for gåsehud uden for kontrol.
The Zawose Queens (torsdag kl. 00.00 – Gloria)
Det er ikke uden grund, at Pendo og Leah Zawose (tante og niece) kalder sig dronningerne – de er nemlig stolte viderebringere af det tanzaniske wagogo-folks ellers mandsdominerede musiktradition. Som datter og barnebarn af den kendte afdøde wagogo-musiker Hukwe Zawose, har de nu bragt sig selv helt i front. Med fængslende vokaler og den traditionelle llimba (lamellofon), danner de centrum for et energisk liveband, som tilmed spillede en af Resonator Festival 24’s bedste koncerter – mon ikke det gentager sig på Roskilde!
ULD (torsdag kl. 12.00 – Lagune)
Udsprunget af den norske folke- og visetradition, vokser gruppen ULD, som med smukke og sårbare melodier bevæger sig mod et betagende indiefolket univers. I samklangen mellem vokal, klaver og harmonika bæres den sørgmodige, intime og dragende atmosfære afsted af både egne tekster, samt genfortolkninger af kendte norske digtere. Det er gået hurtigt, siden de tre unge musikere udgav deres debut-EP i 2024, og i løbet af det næste halve år spillede de små 30 koncerter i hele Skandinavien og England.
Abdullah Miniawy trio (torsdag kl. 16.30 – Gloria)
I dette projekt mødes den egyptiske stjerne-sanger Abdullah Miniawy og de to franske trombonespillere Jules Regard og Jules Boittin. Midt i dirrende vokalfraseringer, egyptiske musiktraditioner og arabisk poesi, bryder jazzede, hypnotiserende blæsere igennem og skaber unikke samklange og åndehuller. Læg dig med hele kroppen plantet dybt i græsset og lyt til nummeret ”Pearl of Orphans” - kig op i himlen og lad musikken og skyernes bevægelser føre dig nye steder hen.
God festival fra alle os hos Resonator <3