Rapport fra det kulturelle grænseland

Pressefoto: Mazaher

ARTIKEL
Af: Jon Albjerg Ravnholt

17.6.2026

Mens den danske festivalsommer er i fuld gang, og spillesteder og festivaler endnu engang fyldes af musik fra alle verdenshjørner, står en række danske kulturaktører med et paradoks, der er blevet stadig mere påtrængende gennem det seneste årti: Hvordan skaber man et globalt orienteret musikliv, når det bliver stadig vanskeligere for musikere fra det globale syd overhovedet at komme ind i Danmark?

Spørgsmålet er blevet endnu mere aktuelt med en ny regering ved roret. Gennem de senere år har skiftende regeringer understreget betydningen af nye partnerskaber med Afrika og det globale syd, og i Udenrigsministeriets strategi Afrikas århundrede fra 2024 fremhæves kultur og gensidig forståelse som centrale byggesten i fremtidens relationer mellem Danmark og lande fra det afrikanske kontinent.

Men for mange af de musikere, festivaler og spillesteder, der forsøger at omsætte disse ambitioner til praksis, opleves virkeligheden anderledes. Lange behandlingstider, afslag i sidste øjeblik og uigennemskuelige regler har gjort internationale kulturudvekslinger mere usikre, dyrere og mere ressourcekrævende.

Konsekvenserne rækker langt ud over det administrative. De er med til at forme, hvilken musik danske publikummer møder, hvilke kunstneriske traditioner der får plads på danske scener, og hvordan vi som samfund forstår resten af verden og dermed os selv.

Mazaher er igen i år på plakaten til Resonator Festival. Sidste år måtte de aflyse i sidste øjeblik, da de ikke kunne få visum.

Hvor starter tilliden?

Ingen kender problematikken bedre end Victor West Hosbond.

Sammen med broderen Carl West Hosbond og resten af det aarhusianske band Total Hip Replacement har han siden 2013 arbejdet tæt sammen med ghanesiske musikere i projektet Anyankofo. Gennem årene har han oplevet, hvordan visumprocesserne gradvist er blevet vanskeligere.

I 2022 var det tæt på at koste projektet dyrt.

»Vi fik afslag tilbage i 2022, hvor det var meget tæt på, at vi måtte aflyse 40 koncerter. De kom med nogle vilde udsagn som begrundelse for, at vi blev afvist: Der var en potentiel sikkerhedstrussel, alt sådan noget.«

I sidste ende lykkedes det de tre ghanesiske musikere at få visum blot to dage før afrejse. Ifølge Victor West Hosbond skyldtes det blandt andet, at de tilfældigvis befandt sig i Ghana på det tidspunkt og kunne invitere den danske ambassade til en koncert.

»Det hjalp på deres tillid til, at det faktisk var professionelle musikere. Det handler meget om at have et tillidsforhold til den repræsentant, der sidder på ambassaden. På en måde er det kernen i det: Hvornår starter den tillid eller mistillid?«

For mange aktører er netop mistilliden blevet det grundlæggende vilkår. Man oplever, at ansøgeren i udgangspunktet betragtes som en potentiel immigrationssag frem for som professionel kunstner.

Bekymringen hos danske myndigheder er, at musikere fra det afrikanske kontinent og Mellemøsten, der får visum til at spille i Danmark, vælger at blive illegalt i Europa. Victor West Hosbond anerkender, at fænomenet eksisterer. Gennem årene har han hørt om 10-15 afhoppere blandt de mange hundrede afrikanske musikere, der har deltaget i kulturelle udvekslingsprojekter i Danmark.

Men samtidig peger flere aktører på, at den grundlæggende antagelse risikerer at blive skæv.

TEMPI og Another Life satte gang i dialogen om visumproblematikken med en paneldebat tidligere i år, hvor Camilla Dayyani og Morten Nybo fra Slots- & Kulturstyrelsen deltog. Foto: Henrik Saltzstein.

Politisk vilje – og politisk dissonans

For sanger, komponist og underviser Camilla Dayyani er der en tydelig modsætning mellem ambition og virkelighed.

»Vi oplever i det politiske en dissonans. Man vil i det politiske lag Afrika nu, der er lavet en Afrika-strategi, der er lavet en kulturpulje særligt til det formål, men samtidig er man ikke begyndt at bruge de her artist visa-muligheder, der bruges i andre lande. Vi håber, at ordene skaber grobund for handling, så man kan aflæse den vilje i regelsættet.«

Paradokset er tydeligt. På den ene side ønsker Danmark stærkere kulturelle og økonomiske relationer med det afrikanske kontinent. På den anden side oplever mange kulturaktører et system, der gør netop disse relationer vanskeligere at opbygge og vedligeholde.

Men Dayyani peger også på en mere grundlæggende misforståelse i den måde, systemet nogle gange anskuer internationale kunstnere på.

»Vi har en forudindtagelse om, at alle gerne vil bo her. Det gør det lidt uværdigt for de musikere, der bare gerne vil komme og spille koncerter.«

Virkeligheden er ofte en anden. De fleste etablerede musikere fra eksempelvis Mali, Ghana, Iran eller Senegal har allerede opbygget karrierer, netværk og professionelle virkeligheder i deres hjemlande. Internationale turnéer er ikke et skridt væk fra disse karrierer – de er en måde at styrke dem på.

At spille på danske festivaler og europæiske spillesteder bidrager til kunstnernes renommé, indtjening og muligheder derhjemme. Når de vender hjem, tager de nye kontakter, erfaringer og kunstneriske impulser med sig tilbage.

Kulturudvekslingen går begge veje.

Hvem har ressourcerne?

I sin egen kunstneriske praksis har Camilla Dayyani ofte stået over for store dilemmaer, der er kendetegnende for problematikken.

»Jeg har flere gange fravalgt de musikere, jeg allerhelst ville have med, fordi jeg ikke har haft tiden at putte i det.«

Ved siden af sit virke som musiker er hun administrator på Det Jyske Musikkonservatoriums kulturprogram i Mali. Her oplever hun, at institutionens tyngde gør en afgørende forskel.

»Vi er en betydningsfuld institution, der kan få ting til at ske.«

Tillid opbygges over mange år gennem relationer til ambassader og diplomater. Men det betyder også, at mindre aktører ofte har markant dårligere forudsætninger for at lykkes.

Visumproblematikken bliver dermed ikke blot et spørgsmål om bureaukrati. Den bliver også et spørgsmål om kulturel lighed og adgang.

For hvem har reelt mulighed for at invitere musikere fra det globale syd til Danmark?

Konsekvensen er, at nye og uprøvede kunstnere ofte aldrig får deres første mulighed.

Den marokkanske Gnawa-kunstner Asmaa Hamzaoui med sit orkester Bnat Timbouktou på Resonator Festival 2024. Tidligere i år måtte de aflyse en planlagt koncert i København, da deres visumansøgning blev afvist. Foto: Henrik Saltzstein.

Den snigende europæisering

På spillestedet turkis i Aarhus mærker co-leder Barış Çıtırıkkaya konsekvenserne på en anden måde.

For ham handler udfordringen ikke kun om aflyste koncerter.

Den handler om, hvilken verden vi får adgang til.

»Der bliver skabt nogle tætte relationer i løbet af sådan en aften, som vi også går glip af ved at begrænse os til en bestemt geografi. På det menneskelige plan er der en forståelse, vi går glip af.«

Derfor er det heller ikke nok alene at præsentere diasporaens musikere i Europa.

Barış Çıtırıkkaya oplever, at flere og flere bookingbureauer arbejder med afrikanske musikere, der allerede bor i Frankrig, Tyskland eller Storbritannien, fordi de er nemmere at få rundt i Europa.

»Det gør noget ved musikken.«

Konsekvensen er, hvad han beskriver som en snigende europæisering.

»Hvis vi kun skulle booke bands fra Europa og bands, der bevæger sig i Europa og Norden, har vi allerede per se sagt, at vi begrænser det kunstneriske udtryk. Vores forståelse af omverdenen bliver for snæver, hvis vi ikke har de her samarbejder, for vi tror på, at de miljøer, man bevæger sig i, har noget at sige, at naturen afspejler sig i det kunstneriske udtryk. På et abstrakt plan begrænser vi vores forståelse af omverdenen ved ikke at give plads til det kunstneriske virke, der er uden for Europa.«

Festivalerne mærker presset

På Roskilde Festival er udfordringerne blevet en fast del af den internationale booking.

Her har Nicklas Weis Damkjær siden 2023 arbejdet med internationale rootsnavne, og hvert år står festivalen med flere kunstnere, der kort før festivalen stadig ikke ved, om de overhovedet kan komme ind i landet.

»Det sker hvert år, at vi har aflysninger på grund af visumproblemer. Ofte skyldes det, at de ikke har fået visum i rette tid, fordi der er så lang behandlingstid. Jeg har altid fire-fem artister, der meget tæt på festivalen ikke har fået deres papirer, og der er altid et par stykker, der ikke får.«

På trods af udfordringerne er festivalens ambitioner uforandrede.

»Det har altid været en vigtig del af festivalens dna at have artister fra hele verden. Sidste år havde vi 45 forskellige nationaliteter. Vi vil ikke holde os tilbage, men det gør meget for arbejdsbyrden og for omkostningerne ved artister, som vi sidder alene med. Det gør også noget for den måde, vi arbejder på: Jeg kan ikke bare tage ud i verden, se et band og invitere dem til Roskilde Festival. Det er meget afhængigt af, at der er et stærkt hold lokalt, der kan sikre visumprocessen, og et stærkt hold i Europa, der kan stable en god og bæredygtig turné på benene, hvor artisten kan få penge med hjem. Det er blevet sværere, betingelserne har ændret sig meget.«

Visumproblematikken står heller ikke alene. Den indgår i en bredere udvikling, hvor internationale turnéer er blevet væsentligt dyrere og mere komplekse.

»Min oplevelse er, at det er blevet sværere at turnere for artister fra det globale syd. Det er blevet 20-30 procent dyrere at turnere nu end i 2019. Hvis man kommer fra det globale syd, og en tour i forvejen er økonomisk spinkel, gør det her det endnu sværere. Jeg oplever en stigning i afvisninger, og det er selvforstærkende: Jo mere usikkert det bliver at få visum, jo dyrere gør det alt andet.«

For festivaler og spillesteder betyder det højere omkostninger og større administrativt arbejde. For kunstnerne betyder det større økonomisk risiko. Og for publikum risikerer konsekvensen på længere sigt at blive et mindre mangfoldigt musikliv.

Løsningerne findes allerede

Ingen af de medvirkende aktører argumenterer for lavere ambitioner eller færre internationale samarbejder. Tværtimod.

Hos Roskilde Festival er ønsket om at præsentere musik fra hele verden uforandret. På turkis i Aarhus insisterer Barış Çıtırıkkaya på nødvendigheden af de menneskelige og kunstneriske møder på tværs af geografi. Og både Victor West Hosbond og Camilla Dayyani efterlyser først og fremmest mere smidige og tillidsbaserede løsninger.

Det positive er, at Danmark ikke behøver opfinde dem fra bunden.

Flere europæiske lande – herunder Frankrig, Tyskland, Spanien, Belgien, Holland, Italien og Grækenland – har allerede indført ordninger med flerårige visa eller mere fleksible kunstnervisa for dokumenterede professionelle kunstnere.

Victor West Hosbond peger på, at Danmark tidligere selv havde en lignende model.

»Det ville gøre det nemmere for dem selv ikke at skulle behandle de samme personers sager igen og igen. Det ville lette det rigtig meget.«

For mange af aktørerne handler diskussionen derfor ikke om at lempe kontrollen eller tilsidesætte migrationshensyn. Det handler om at udvikle mere intelligente og tillidsbaserede løsninger, der anerkender professionelle kunstnere som netop dét: professionelle aktører i en international kulturøkonomi.

Midt i en festivalsommer, hvor danske scener hylder musik fra hele verden, og med en ny regering, der har mulighed for at sætte sit eget aftryk på kultur- og udenrigspolitikken, ligger der derfor også en mulighed.

Ambitionerne er allerede formuleret. Erfaringerne findes hos vores europæiske naboer. Kulturaktørerne står klar med både viden og praktiske erfaringer.

Spørgsmålet er derfor ikke, om Danmark kan skabe bedre rammer for den internationale kulturudveksling.

Spørgsmålet er, hvordan vi sammen omsætter ambitionerne til praksis.