I opposition til globaliseringens kulturelle forfladigelse

Ngasa Ngasa

Foto: Line Svindt

REPORTAGE
Af: Jon Albjerg Ravnholt

16.11.2026

 

Jon Albjerg Ravnholdt har igen i år lyttet og oplevet sig igennem Resonator Festivalens multifacetterede program, og her følger tre dages betragtninger og overvejelser fra en efterhånden erfaren resonatør.

På Resonator Festival forstærkes kulturens rodnet i krydsbefrugtninger og uventede møder med hinanden. Ikke bare i den måde, de enkelte kunstnere fornyer regionale musiktraditioner i hybrider med pop- og modkultur, men også i publikums møde med egne og andres rødder. Det kan være, når en ung, sort kvinde lader sig opsluge blandt folkedragterne i den færøske kædedans på Studenterhuset. Eller det kan være, når en ældre kvinde med fugtige øjne synger med på en heavyrock-fortolkning af den århundreder gamle ‘Hildinakvæði’ på dels færøsk, dels de overleverede rester af et forlængst uddødt nordisk sprog fra Shetlandsøerne – dét er Resonator Festival i en nøddeskal.

Så kan det godt være, at Hamradun oppe på scenen fremstår som en lidt besynderlig anakronisme med en heavyrock fuld af hvinende guitarsoli og bombastiske arrangementer: Det væsentlige er ikke så meget det rent æstetiske eller for den sags skyld tidssvarende, men hvordan de viderefører deres kulturs nedarvede sange og bringer dem ud til den færøske diaspora verden over.

Skulle det endelig være, kunne man vel anføre den samme kritik mod Lucha Luna, der spiller på Dexter lige efter midnat natten til lørdag: Seattle-duoens punkede cumbia pakket med progressive holdninger og anarkistiske slogans er af den slags, man har kunnet høre til fester i besatte huse fra Chile til Finland i flere årtier. Den siddende amerikanske administration gør det bare ikke mindre relevant og sørgeligt højaktuelt, når den mexicansk-guatemalanske sanger Eva Vazquez synger ‘No me voy’ – jeg går ingen steder – som en protest mod massedeportationerne af papirløse latinamerikanere i USA.

Lucha Luna

Foto: Jørgen Kulmann

Hvor meget kan man rumme som publikum?

Fingrene bør dog ikke kun pege udad: For andet år i træk er danse- og trommeperformancen med det egyptiske zār-ensemble Mazaher blevet aflyst, fordi de ikke har opnået visum til at optræde i Danmark. Den problematik skrev jeg om i foråret, og det her er bare én af konsekvenserne af en grundlæggende, institutionel mistro til kunstnere – og bare mennesker – fra det globale syd.

Selvom erstatningsnavnet Ngasa Ngasa er en dansefest med deres fusionsfunk iblandet napolitanske sangtradition, er det langt fra den dybe, spirituelle oplevelse af et ældgammelt, gennem generationer videregivet ritual, som Mazaher er det på de optagelser, jeg har set med dem. Hips don’t lie, jo, men derfor kan man godt bagefter blive lidt i tvivl om, hvad det egentlig var, der var så fedt ved Ngasa Ngasas funk.

For mig er det i hvert fald lidt den balancegang, jeg altid oplever til rootskoncerter, mellem virkelig gerne at ville møde det fremmede og høre noget, jeg aldrig har hørt før, at være mig min egen eksotisering af det ikke-nordvesteuropæiske pinligt bevidst og at kunne indse, at nåh ja, nogen gange er den koncert, man er til, bare ikke lige noget for én.

Sådan kan jeg hurtigt mærke, at jeg har det, da King Ayisoba træder ind midt i cirklen af publikum på gulvet i Magasinet med sin kologo, en slags elektrisk lut, der både lyder og ser helt enormt hjemmelavet ud ligesom resten af bandets instrumenter. Det er primitivt og sjælfuldt på en meget jordnær måde – det er bare ikke en koncert, jeg er i stand til at rumme på lige det tidspunkt.

Det er nemt på Resonator Festival at blive så mæt af indtryk, at man ud på aftenen simpelthen ikke magter at forholde sig til flere indtryk.

Vi hører alle til her

Når Resonator Festival er allerbedst, præsenterer den til gengæld én for koncerter, man slet ikke ville have tænkt ind i en roots-sammenhæng, men som giver rigtig god mening, når først man står der i publikum, og alle blandes.

Det er en svært uhomogen gruppe, der prøver at fylde Postens store sal ud, da argentinske Juana Molina spiller torsdag aften, men det giver supergod mening, når nu Molinas egen musik og hendes visuelle udtryk er så sammensat. Der er en punket afpillethed over opstillingen med Molina på – effektmanipiuleret – sang, synth og en guitar, hun ind imellem lige tager på for at spille et par greb, som hun så looper hen over musikken, så hun igen er fri til at danse og se usandsynligt cool ud. Ved hendes side sidder en trommeslager, som må være halvt så gammel som hende, og sender sangene afsted, som var det electroclash, eurotrash eller en anden af de indiegenrer, der hurtigt peakede i nogle år omkring årtusindskiftet, inden alle ville noget andet. Jeg har det, som om jeg er til label night for et hipt berliner-pladeselskab i 2001, og det var jeg slet ikke klar over, hvor meget jeg havde savnet.

Det er en lidt irriterende erkendelse for mig, at de koncerter, der giver mig allermest på Resonator Festival i år, er dem, der minder mest om den kultur, jeg gerne spejler mig selv i: Såvel Juana Molina som Lucha Luna spiller rigtig gode og meget forskelligartede koncerter – Lucha Luna heftigt agiterende, storsmilende, skraldet, oprørt og sjovt, Molina cool og distanceret, næsten blasert. Men det er også en vigtig del af Resonator Festival for mig at genkende mig selv i musikken og på den måde erkende, at jeg med mine kulturelle rødder hører lige så meget til her som dem, der er rundet af ghanesisk hiplife, af færøske heltekvad og kædedans – eller den afrocaribiske funk, som Raúl Monsalve y Los Forajidos spiller og lader kulminere i en trommecirkel ude på Postens gulv, hvor alle i publikum uanset forudsætninger stemmer i på venezuelansk-spansk kor.

Og hvis dét er for højtravende, kan man heldigvis også høre Los Pirañas weirde fuldstændig igennem med en rablende hurtig psykedelisk cumbia på Frølageret. Det lyder komplet vanvittigt, som surfrock hørt i en febervildelse, men hvis dét ikke skulle være musik til tiden, så ved jeg godt nok ikke, hvad der er det.

Tako Lako

Foto: Line Svindt


 
Næste
Næste

Glem Orange Scene, nøgenløb og regnvejr