Tako Lako er tilbage på livescenen med deres eksplosive blanding af psykedeliske balkanrytmer, hæsblæsende melodier og rå, tranceskabende energi. Det københavnske band opnåede kultstatus i 2010'erne med deres intense og uforudsigelige koncerter, hvor traditionelle østeuropæiske musikalske inspirationer møder et moderne, psykedelisk udtryk i en vild og dybt dansabel musikalsk eksplosion.
Med hundredvis af koncerter og adskillige priser i bagagen har Tako Lako markeret sig langt ud over Danmarks grænser. Bandet har optrådt på internationale festivaler som Glastonbury, SXSW, Bestival og Sziget samt danske festivaler som Roskilde Festival, Smukfest og Musik i Lejet. Deres energiske liveshows har høstet stor anerkendelse, og GAFFA kvitterede efter en koncert på SPOT Festival med seks ud af seks stjerner.
Efter flere års pause vendte Tako Lako tilbage i 2025, da de blev inviteret med på Jonny Hefty og Jødens 25-års jubilæumsturné. Det blev startskuddet til bandets tilbagevenden, og i 2026 er de igen klar til at indtage festivalscenerne med ny musik, et nyt show og den samme kompromisløse energi. Live inviterer Tako Lako publikum ind i en farverig og grænseløs fest, hvor hæsblæsende blæsere, violin, harmonika og tunge rytmer smelter sammen i en medrivende koncertoplevelse, der er svær at stå stille til.