Tilbage til Alle begivenheder

Færøsk Dans [FO]

  • Studenterhus Odense 6 Amfipladsen Odense, 5000 Denmark (kort)

Oplev en folketradition med rødder tilbage til middelalderen, når Dansifelagið Miðgarðsormurin inviterer til færøsk kædedans som optakt til koncerten med Hamradun.

Dansifelagið Miðgarðsormurin er Den Færøske Forening på Fyns danseforening og arbejder med at holde den traditionelle færøske dans levende. Færøsk kædedans er en af de få middelalderlige dansetraditioner i Europa, der stadig praktiseres som en levende del af folkekulturen.

Dansen består af tre elementer, der hænger uløseligt sammen: den fortællende vise, den karakteristiske ringdans og den melodiske fællessang. Danserne bevæger sig i ring med en enkel grundrytme – to skridt mod venstre og ét mod højre – mens en forsanger leder de ofte lange fortællende kvad. Stemmer, rytme og bevægelse følger fortællingens udvikling og intensitet.

Fra kl. 18.30–19.45 kan publikum opleve traditionen på nært hold og selv træde ind i kæden. Det kræver hverken kendskab til trinene eller sangteksterne på forhånd – man kan ganske enkelt følge med.

Miðgarðsormurin optræder i færøske folkedragter og traditionelt strikket tøj. På programmet er blandt andet Sinklars Vísa og Brestiskvæði, som også knytter dansen direkte til aftenens koncert med Hamradun.

Forbindelsen fortsætter under koncerten, hvor danserne medvirker til de to kvad og lader den gamle tradition møde Hamraduns musik på scenen.

Billet til Hamradun giver også adgang til den færøske dans inden koncerten.

Forrige
Forrige
6. november

Lívia Mattos [BR]

Næste
Næste
6. november

Hamradun [FO]