Roskilde Festival 2023: Kærlige toner fra den nordiske folkemusik åbner opvarmningsdagene  – med en hjemmebygget spilledåse!

© Foto: Morten Fog

ANMELDELSE
Af: Asger Bosendal
25.06.2023

 

Musikprogrammet på Roskilde Festival er skudt i gang, og så endda med den danske trio Stundoms intime og nærværende lydtæppe, der har rødder i den nordiske folke- og kammermusiktradition.

Hvis det ikke var nok, så var det både roskilde-debut for trioen og festivalens nye scene ”Gaia”, der mest af alt lignede den gamle scene Pavillon under nyt navn og placering, men lad nu det ligge! 

Det tog noget tid før Stundom fandt sit fodfæste. Publikum havde travlt med at snakke om gårsdagens druktur i Dream City, klaveret var nærmest umuligt at høre i lydbilledet og den fintfølende dynamik og momentale stilhed var desværre svær at fornemme. 

Heldigvis var det ikke noget der slog trioen ud, tværtimod. Langsomt fik de bygget et stærkere og stærkere bånd til publikum, der begyndte at mærke det nærværende lydunivers. Specielt Villads Hoffmann, på strengeinstrumentet cittern, stjal fokuset på scenen. De er alle utroligt dygtige instrumentalister, hvis musikalitet i særhed sprudler, når deres kompetencer smeltes sammen, men i dagens anledning viste Villads Hoffman også sine evner som multiinstrumentalist, instrumentbygger og spilledåsekomponist. På cittern favner han både de små figurative melodier og instrumentets perkussive potentiale, når strengene mutes og spilles i rytmiserede figurer. 

Pludselig skiftede han til bratsch i en intim duo med Emma Elmøe på violinen - eller som hun også omtalte det: »en lille melodi, inspireret af den danske spillemandstradition.« 

Sidst, men ikke mindst, præsenterede Villads en hjemmebygget spilledåse, hvortil han i de sene nattetimer havde prikket hullerne til en komposition på et 1,5 meter langt stykke papir, der vækkede kæmpe begejstring blandt publikum. Jeg vil næsten kortvarigt karakterisere stemningen som ellevild, en nærmest fodbold-lignende energi skabtes, da publikum i kor begyndte at råbe »VILLADS, VILLADS, VILLADS!« Måske var folk allerede blevet trætte af festivalpladsens rumsterende soundboks-lydtæppe og lod sig i stedet befries over spilledåsens kontrasterende, spinkle og eventyrlige lyd.

Da trioen spillede nummeret ”Hvalens sidste dyk”, hvor man, med Villads’ ord, bevæger sig helt ned under havets overflade, var det som om, at der faldt en større ro over publikum. Med på nummeret havde de Selma Judith på kor og keltisk harpe. Det var første gang klaveret brød ordentligt igennem lydbilledet og da Julian Svejgaard rejste sig op fra klaveret, for i stedet at spille på en lille synthesizer, skabte den metalliske, men samtidig luftige og atmosfæriske elektroniske lyd en mærkbar kontrast til den ellers rene akustiske klang. Den sørgmodige fortællende komposition bevægede sig helt ud under teltdugen og i de efterfølgende muntre og højere dynamiske kompositioner, kunne man for alvor føle den befriende energi, der i særdeleshed kan opstå på Roskilde Festival. 

 
Forrige
Forrige

Roskilde festival 2023: Musikalske sandkorn fra Copacabana mellem tæerne

Næste
Næste

Roskilde Festival 2023: Din guide til 10 navne fra roots-musikkens univers