Mere end et instrument: Shakuhachi

ARTIKELSERIE

Tekst og koncept: Asger Bosendal
Video: Johan Bregnballe
10.07.2023

Læs og se også:
Mere end et instrument: Oud

Kiku Day brugte 11 år i mesterlære for at lære shakuhachiens dybe kulturelle rødder, og udforsker stadig instrumentets rige meditative klang og rolle som social betydningsbærer.

Se evt. den tilhørende video før du læser artiklen:

© Johan Bregnballe

Lige da Kiku Day som 19-årig havde besluttet, at hun skulle søge ind på musikkonservatoriet på tværfløjte, bankede en ven på døren. Han havde en LP med, som han insisterede på, at hun skulle høre. Hvad det var for en LP, står ikke klart i hukommelsen, for det var noget helt andet, som fangede hendes opmærksomhed – det var første gang Kiku hørte den Japanske bambusfløjte shakuhachi. Aldrig før havde hun oplevet et lignende klangbillede, spækket med overtoner, der berørte hende på samme måde og skabte en helt speciel ro i kroppen. 

Kiku blev født i Tokyo med en japansk mor og en amerikansk far, men flyttede som 5-årig til Danmark. Hendes morfar var biolog og havde stor indflydelse på familien, så det lå egentlig i kortene, at det var i disse fodspor, Kiku skulle følge. Dog havde musikken altid været til stede i hendes liv, lige fra barndommen, så da shakuhachien pludselig dukkede op, opstod der samtidig en   mulighed for at udforske hendes mors hjemland og rødder på. »Og så var det jo også nemmere, for så kunne jeg bare tage til Japan, hvor jeg havde en mormor« fortæller Kiku. Rygsækken blev pakket, og næste skridt var ind ad døren på den transsibiriske jernbane med kurs mod Japan.

Et historisk overblik

Instrumentet stammer oprindeligt fra Kina, men rejste i 800-tallet med det kinesiske Gagaku-ensemble, gennem den koreanske halvø, og til Japan. »På det tidspunkt, hvor Japanerne importerer det, er det allerede uddødt i Kina. Man spillede det stadig i Korea, men herfra forsvinder det også kort tid efter« fortæller Kiku. Shakuhachien forsvinder ud af orkestret omkring 1000-tallet og dukker først op igen i skrifter midt i 1200-tallet. Der var her sket en ’japansk modernisering’ af instrumentet. Den kinesiske bambus var udskiftet med den Japanske bambussort madake, mens 6 lydhuller var erstattet af 5. 

Igennem mange år blev shakuhachien primært spillet af vandrende munke, der var løst affilieret med zenbuddhisme, og i 1600-tallet organiserede praksissen sig i en sekt kaldet Fuke-sekten, som kun samuraier og rōnin (arbejdsløse samuraier) blev optaget i. Regeringen gav sektens munke, Komusō-munkene, en lang række privilegier. Kun munkene måtte officielt spille på instrumentet og kunne rejse frit over hele Japan (i modsætning til almindelige borgere), hvor de spillede shakuhachi for deres spirituelle træning, samt mad og penge. Munkene bar en speciel stråhat kaldet tengai, som dækkede over deres identitet – en anonymitet, som de senere blev beskyldt for at udnytte til spionage, mens andre mente, at de misbrugte deres privilegerede status monetært. I 1871 forbød regeringen tiggeri og beordrede ordenen lukket og opløst, hvilke både afskrev munkene deres privilegier og levevilkår. Komusō-munkene var aktive i mange år og både skabte og videreførte et stort repertoire, hvis meditative klang og dybde Kiku holder meget af og arbejder hårdt for at kunne frembringe i sit spil.

11 år i mesterlære

»Da jeg så kom til Japan, fik jeg en intuition om, at jeg ikke skulle opsøge shakuhachien, men vente på den.« fortæller Kiku, som i stedet brugte det første år på at gå til bl.a. teceremonier, blomsterarrangementer og kalligrafi. Men endelig en dag mødte hun en, der introducerede hende for sin lærer Okuda Atsuya, der åbnede et nyt musikalsk univers for hende. Okudas undervisningsmetode virkede først ineffektiv, da den eneste pædagogiske tilgang tilsyneladende var at følge ham, at forsøge at efterligne hans spillestil, men lige så stille gik det op for Kiku, hvilken effekt det havde, hvis blot man havde tålmodigheden. »Du får det virkelig ind i kroppen på en helt anden måde, end jeg nogensinde fik på klaveret og tværfløjte. Man sidder ikke og følger noder på samme måde, som mange klassiske musikere gør… det bliver mere en del af dig den måde at spille på.« Melodierne er noteret, men ikke i det nodesystem, man kender fra klassisk musik. Normalt er flow, ornamentering og varighed op til den enkelte. Okuda gjorde en dyd ud af at variere på disse elementer og spillede ofte det samme stykke forskelligt fra gang til gang. »Der er noget … noget der hele tiden er levende, og jeg tror, at det er det, der fascinerer mig.« fortæller Kiku og fremhæver i høj grad åndedrættet som en af de ’levende faktorer’. I den traditionelle shakuhachi-musik er de steder, hvor der ikke er lyd og tone lige så vigtige, som der hvor der er. »Det er din æstetik og din musikalitet, der egentlig skaber det rum … på den måde kan man sige, at musikken giver plads til åndedrættet.«

Shakuhachiens begrænsninger og muligheder

Det var ikke altid lige nemt at bo i Japan, og i de 11 år, som Kiku tilbragte i mesterlære, brugte hun en del tid på at rejse, både for at få et pusterum og komme væk fra Japan, men også for at have noget tid til at internalisere det hun havde lært. Shakuhachiens rødder i en munketradition har skabt en kønnet konnotation og betød, at det var ualmindeligt for kvinder at spille instrumentet i 90’erne, trods at der i dag er en strøm af kvinder, som kommer ud af konservatoriet på shakuhachi. Den kønnede konnotation og Kikus halve japanske rødder gjorde, at hun ikke altid blev taget alvorligt, det var svært at komme helt ’ind i varmen’. Hun blev ofte behandlet alt efter hvad der kom andre vel. I nogle sammenhænge blev hun betragtet som japansk, som en del af miljøet og ’burde vide’, mens hun andre gange oplevede det stik modsatte. Problemstillingerne har også været til stede i Danmark, hvor shakuhachien oftest medfører en forventning om at hun samtidig repræsenterer en japansk kultur, hvilket kan være svært, når man er og føler sig dansk.

Kiku er ikke kun optaget af det traditionelle repertoire, men arbejder i flere projekter med at sætte shakuhachiens lyd i nye rammer. Efter 11 år i Japan besluttede hun at studere musiketnologi på SOAS University of London, for derefter at tage en master på Mills College i Oakland, USA, hvor hun studerede performance med fokus på improvisation og ny musik. Her mødte hun en mexicansk performer og komponist, der arbejder indenfor det elektroniske univers, med industrielle materialer og bygger robotter, som laver lyd. De har begge en dyb interessere i det taktile - hvilke lyde man får ud af bevægelse og berøring. Sammen har de startet projektet Sonos Mutua, som bygger på kontrasten mellem det naturlige og det industrielle og taler ind i en moderne verden, hvor det organiske og syntetiske konstant smelter sammen. 

»Når jeg spiller på shakuhachien, så tager jeg jo en hel masse af det, jeg har lært ind, men sætter det nye kontekster og andre udtryk, og det er også her, hvor jeg føler mig lige en lille smule mere fri. Så er det lige pludselig ikke japansk, men heller ikke kun vestligt,« udtrykker Kiku. På den måde bliver shakuhachien et bindeled i konstruktionen af en social og kulturel betydning, der kan afspejle den kompleksitet, som Kiku har oplevet og stadig oplever i sit liv, når man viderefører en dybt rodfæstet musiktradition, men samtidig gerne vil have at instrumentet lever og ånder i nye og moderne udtryk.

Sonos Mutua - ’Écayari’