Mere end et instrument: Cimbalom

ARTIKELSERIE

Tekst og koncept: Asger Bosendal
Video: Johan Bregnballe
05.01.2024


Læs og se også:
Mere end et instrument: Oud

Mere end et instrument: Shakuhachi

 

Med hver deres historie, tilgang og eget personlige tilhørsforhold, står George Mihalache og Morten Ærø som traditionel og moderne aktør for instrumentet cimbalom.

Se den tilhørende video, før du læser artiklen:

© Johan Bregnballe

Hjemme hos George Mihalache, i en varm og hyggelig stue på Amager, er der dækket op til kaffe og kage, hvor fire flotte cimbalom står med hver deres unikke udtryk og giver rummet sin helt egen charme. Her skal jeg snakke den danske trommeslager Morten Ærø og George, som har spillet cimbalom gennem hele sit liv. I dagens anledning har Morten medbragt sin egen hjemmebyggede cimbalom, mens de tre andre er fast inventar i stuen. Alle instrumenterne har deres egen historie, som hver især er en fremragende repræsentant for de to musikeres meget forskellige forhold og nysgerrighed omkring instrumentets lyd. 

En livslang musikalsk følgesvend

George er født og opvokset i Rumænien under Sovjetunionen i en familie af musikere på både sin mors og fars side. »Jeg er sigøjner«, fortæller George stolt, der personligt foretrækker termet ”sigøjner.” George har været omgivet af musik lige siden barnsben. I familien blev der både spillet folkemusik, jazz og klassisk musik. Han husker tydeligt alle de gange hans far, farfar og andre familiemedlemmer vendte hjem efter koncerter og fyldte huset med musikinstrumenter og lydanlæg, »det der, det vil jeg også gøre på et tidspunkt« tænkte han.

Som 6-årig begyndte han sin egen musikalske rejse i oplæring hos sin farfar, og siden er instrumentets betydning kun vokset hos ham.

»Musikinstrumentet er en del af mit liv, (…) når man har den med i bagagen hele tiden, bliver det en almindelig ting, (…) overalt hvor jeg har været i verden, har jeg haft den med.« 

På mange punkter har det haft en helt central rolle for, hvilke veje han har taget i livet. Da han som ung ville søge ind på musikgymnasium, eksisterede der et tabu omkring cimbalom, som musiklæreren påtalte. Ifølge ham var det kun noget sigøjnere spillede, og han skulle derfor vælge et andet hovedinstrument, cimbalom kunne kun være et bi-instrument, så George sagde »nej tak.« I stedet besluttede han at søge andre veje, startede på en folkemusiklinje, og som 16-årig blev han ansat som vikar i et folkemusikorkester i Bukarest. Herfra begyndte han for alvor at skabe kontakter i musiklivet. En ting, som han drog fordel af, var sit familiære ophav. »De gamle musikere spørger; hvem er din far? Kommer du fra en musikerfamilie? (…) min far var meget kendt på det tidspunkt, min onkel også«, hvilket gav en hel del anerkendelse, hvis man altså vel og mærke var god. 


Fra traditionel cimbalom til koncertmodel

Instrumentets historiske udvikling er utrolig kompleks, da der findes en lang række meget enslignende instrumenter, som det er i tæt familie med. Blandt dem er den græske santouri, den persiske santur og den kinesiske yangqin. George fortæller at instrumentet har rejst på silkevejen og på den måde er blevet spredt, men præcis hvor rejsen startede, findes der mange modstridende historier omkring, som går langt tilbage. Den ene mindre traditionelle cimbalom, som George har arvet fra sin farfar, kaldes i Rumænien ”ţambal” og har normalt 20-35 strenge. I slutningen af 1800-tallet blev det i Ungarn udviklet og modificeret til en større ’koncertmodel’ med flere toner og fik en større og fyldigere klang. Derudover tilføjede man en sustainpedal, ligesom på et klaver, så man kunne skifte mellem at dæmpe strengene og lade dem klinge. Georges største cimbalom fra 1941 er en koncertmodel med 129 strenge, bygget i Ungarn. Fjernede man den kalligraferede træramme, ville den ligne Mortens, som er en lidt mindre model, bygget efter samme principper. Skal man forenkle det en smule, kan man betragte instrumentet som »et åbent klaver uden tangenter«, fortæller George.

En ny start i Danmark

Efter Sovjetunionens sammenbrud, begyndte musikere at rejse ud af Rumænien på koncertturnéer. George tilbragte bl.a. 1 ½ år i Frankrig i starten af 90’erne, men den nok vigtigste begivenhed i de år, var da han på turné i Danmark mødte sin kone Susanne. »Der er billedet«, siger Morten med et smil på læben og peger på væggen bagved fjernsynet, hvor et 29 år gammelt bryllupsbillede genkalder det år, hvor de blev gift, og George flyttede til Danmark. 

»I Rumænien var jeg søn af en kendt musiker, men i Danmark var jeg nul og niks. Så startede jeg forfra og begyndte at gå rundt og høre dem, som spillede østeuropæisk musik.« 

Blandt mange, som George efterhånden har spillet med, er akkordeon-virtuosen Lelo Nika og den kendte danske fysiker, forfatter og fagottist Peter Bastian. »Peter Bastian var kendt for at spille bulgarsk musik, men spillede i virkeligheden ikke kun bulgarsk, han var meget improvisatorisk.« Selvom George ikke syntes det var den bedste idé i starten, fik Peter Bastian lige så stille lokket ham til at improvisere. »Herfra begynder jeg at spille mere frit.« George har også være meget åben for at møde musikere, der ikke kun spiller østeuropæisk musik, bl.a. jazz- og popmusikere, hvilket i særlig grad har udviklet hans musikalitet. »Du lærer at kende dig selv bedre, når du giver slip på alle reglerne.« Med gruppen Calibut Band har George f.eks. udforsket, hvordan man kan bruge jazzede elementer i forlængelse af den rumænske folkemusiktradition. I den introducerende video, spillede George og Morten nummeret ’Tribute to Gaga’, som George har komponeret, og som du her kan høre med Calibut Band.



Det første møde med instrumentet

Mortens historie og fascination af instrumentet begynder en smule anderledes. Midt i 10’erne rejste han til USA for at studere hos en række dygtige jazztrommeslagere i New Orleans. En dag går han en tur langs Mississippifloden og støder på en gademusikant, der spiller på instrumentet ”Hammered Dultimer”, som også er i tæt familie med Cimbalom. Fuldstændig betaget af de store flotte klange, som bare hang der i luften, mens Mississippi rislede forbi i baggrunden, satte oplevelsen sig stærkt fast i ham. »Jeg tror jeg stod dernede i flere timer og lyttede«, fortæller han helt forbavset. 



Morten lever af at spille trommer som underviser, i forskellige bands og med teateropgaver. Da han for omkring 5 år siden mødte George, så han ingen anden vej end at købe en cimbalom af ham. Det der drev Morten, og stadig gør, er ikke at spille cimbalom på traditionel vis, men tværtimod en udforskning af instrumentet som en forlængelse af sit trommespil og en direkte inkorporering af det som en del af trommesættet. Med andre ord er Mortens fokus på det rytmiske aspekt af cimbalom og i mindre grad det melodiske. Flere gange har han besøgt George for at lytte til hans spil og lære nogle af de basale grundrytmer, mens ideen for alvor sedimenterede sig, da han besluttede at introducere den til sit band Mames Babeganush, der fusionerer sine skandinaviske rødder med østeuropæisk folkemusik – heldigvis var de vilde med den! Lyt her til nummeret ’Strannik.’

 

En helt basal ting, som adskiller de to musikeres spil, er måden man holder på de skeformede køller, som man slår på strengene med. Mens George holder på dem traditionelt mellem lange- og pegefingeren, holder Morten dem, som ville man gøre med en trommestik. »Der er ikke noget der er forbudt«, siger George. Han kender flere dygtige rumænske musikere, der holder traditionelt på hammeren i den ene hånd og som en trommestik i den anden. Rejser man derimod til Ungarn, hvor der er en stor tradition for at spille klassisk musik på cimbalom, ville du nok få at vide: »næh nej, det må du ik«, fortæller George med smilebåndet oppe til Morten. 

En hjemmebygget cimbalom

Da Morten havde sin cimbalom med på USA-turné i 2019, fandt han hurtigt ud af, at det ikke var helt ubesværet at bære rundt på 26 kg. instrument-masse, »hvis jeg også skulle øve mig lidt, få den op på hotelværelset, pakke den ud på sengen og sidde og træne lidt.« Derfor besluttede han at bygge sin egen lettere cimbalom. 

Da Morten var godt i gang med sit projekt, får han pludselig et opkald fra en rumænsk musiker, der har set det på Facebook, og fortæller ham, at han skal stoppe øjeblikkeligt, det kommer ikke til at lykkes. »Alligevel vildt nok, at ringe til en mand, kun fordi man har set, at han bygger et instrument på Facebook« tænker Morten, men vælger at fortsætte projektet. Senere indser han dog, at musikeren måske havde fat i noget. Flere gange er han nødt til at forstærke konstruktionen, for at den ikke klapper sammen på midten. Med 89 strenge monteret mellem hver side af instrumentet, skabes der nemlig et helt enormt træk ind mod midten. Nu gav det pludselig mening, hvorfor instrumentet var så tungt. Han ender med at søge hjælp hos en klaverbygger til at montere strengene, for »man går ikke bare lige ned i SILVAN og finder et 6 mm bor«, fortæller Morten, der, trods mange udfordringer, lykkedes med at bygge instrumentet færdig efter et års tid. 

To musikalske udgangspunkter

Det er interessant at observere de to musikeres dialog. De er meget ærlige om deres position, færdigheder og hvilken viden de kan bidrage med. Mens Morten er drevet af en fascination, en moderne tilgang til instrumentet, der eksisterer i kraft af hans etablerede musikalitet på trommerne, er George født med cimbalom i blodet. »Jeg har lige lært at køre bil« siger Morten i sin sammenligning med George. »Der er kun ham. Jeg tror ikke der er andre« fortsætter han, »jeg er den eneste« svarer George og kan ikke lade være at grine over, at han nok er den eneste professionelle cimbalomspiller i Danmark. Da han rejste fra Rumænien var han én blandt mange, og i Danmark var der ikke andre. Alligevel føler han, at han kan lære meget af andre musikere på den danske scene, bl.a. den måde Morten anvender instrumentet: »Han bruger nogle ting, hvor jeg ikke tænker på samme måde, han bruger trommeslagerteknik, hvorfor har jeg aldrig tænkt på det?« Morten har lært nogle tricks hos George og set videoer af musikere på nettet, men allermest har han selv udforsket kombinationen af cimbalom og trommer. På den måde er de to musikere faktisk temmelig ens. De er nysgerrige, udforsker traditionerne og tager instrumentets lyd med ind i nye musikalske sammenhænge. Med andre ord, er kærligheden til instrumentet utrolig stor og mærkbar hos dem begge.  

Til sidst kan jeg ikke holde mig fra at spørge, hvor lang tid det tager at skifte strengene, og her har George et helt klart svar. Når han skifter strengene på sin cimbalom, sætter han sig foran fjernsynet i stuen med et glas god whisky i hånden - to film og 129 strenge senere er der ikke mere whisky tilbage i glasset, men til gengæld klinger et helt friskt sæt stålstrenge nu i dagligstuen på Amager.

 
Næste
Næste

DMA Roots 2023: En hyldest til fællesskabet