Mulatu Astatke er en global jazzforegangsmand på næsten 80
Pressefoto af Mulatu Astatke
ARTIKEL
Af: Niels Bonde Jensen
06.07.2023
Mulatu Astatkes blotte tilstedeværelse var nok til at skabe ærefrygt på Copenhagen Jazz Festival. Han leverede med elegance og hypnotisk indlevelse og skabte ekstase.
For meget blæst, så koncerten er rykket fra Kulturhuset Islands Brygge til Tivolis Koncertsal. Forbi roterende forlystelser, børneskrig og duften af overpriced churros. Jeg får en god plads, henter kaffe. Et par rækker fremme står en ældre herre i skaljakke og designerbrille og spejder efter sine ledsagere, mens han slikker intenst på en softice. Jazzpublikummet er rykket til Tivoli.
Forventningsglæden sitrer i salen. Kan det virkelig passe, at vi skal se en af jazzens største nulevende fornyere lige her og nu? Tænk at selveste Mulatu Astatke oprindeligt skulle have spillet i det lille kulturhus på Bryggen! Copenhagen Jazz Festival er vild på den måde.
Men den er god nok. Først indtræder cellist, saxofonist, trompetist, bassist, pianist, percussionist og trommeslager, så den klejne, krumryggede Mulatu på 79, der bevæger sig forsigtigt hen til vibrafonen. Begejstringen er total, selvom hovedpersonens sagte stemme er svær at tyde i mikrofonen, og de spinkle toner fra vibrafonspillet drukner en smule i det energiske, slagkraftige orkester bag ham.
Det gør ikke spor. Kompositionerne ånder stadig - disse dybt hypnotiske, vuggende forløb, hvor ældgamle etiopiske traditioner valser med jazzens frisatte vildskab. Som bandleder, særligt når han skifter instrument og bliver del af rytmesektionen bag congatrommerne, kropsliggør Mulatu sin egen musiks dobbelthed: Skrøbelig, svævende elegance møder disciplineret, taktfast puls. Tilsæt mystikken i melodiernes tonale skævhed, og så har du en fortryllende cocktail.
Særlige højdepunkter: En orgelsolo, hvor tangenter angribes som var de slagtøj. Et langstrakt polyrytmisk percussionforløb, komplet med messen fra orkestret og taktklap fra publikum. Cellospil som flamencoguitar i den latininfluerede Cha Cha. Og selvfølgelig hits. Nak og Æds udbredelse af Mulatus største klassikere fornægter sig ikke i salens jubel, og da Yégellé Tezeta skyder ud af starthullerne som sidste nummer, springer salen op ad sæderne i fællesdans.
En levende legende får den hyldest, han fortjener. Det snurrer i maven, da jeg går forbi Den Gamle Rutsjebane på vej videre.
