Roskilde 2023: Adédèjis imponerende funky scat- og guitarsoloer
ANMELDELSE
Af: Asger Bosendal
04.06.2023
Nigerianske Adédèji lagde for land med et højintenst sonisk landskab med boblende ekspressiv funk og afrobeat, som både bandet og publikum nægtede at give slip på
Det er første gang, at jeg har hørt en koncert, der starter med ét minuts syrende koklokke. Først herefter gav den karakteristiske frontfigur Adédèji sin entré med ordene »let me take you to Nigeria«, som introduktion til sit 9 personer store energibombe af et live-ensemble, hele vejen fra Lagos. Klædt fra top til tå i alle regnbuens farver, skabte gruppen lige fra start en overvældende mur af både lyd og indtryk.
Det var et mindre crowd, der fredag nat kl. 00.30, var mødt op på Avalon-scenen. Måske var det en af grundene til, at stemningen aldrig helt nåede det niveau, som jeg på forhånd havde troet og håbet på. Det var som om, at de to første numre "Oruku" og "Olomo Ki Lo", der også er de to første på Adédèjis seneste plade fra 2022, Yoruba Odyssey, satte en energi for land, der aldrig blev erstattet. Dialogen mellem musikerne var kontinuerligt intens gennem hele koncerten, men blev omvendt også udført med stort overskud og selvtillid.
Det nok mest kendetegnende, var de avancerede både rytmisk og melodisk unisone breaks, fremført simultant instrumenterne imellem, der i særlig grad viste gruppens vilde tekniske niveau og blev leveret med høj præcision.
Adédèji trak med sine sang- og guitarkompetencer også tydelige tråde til den amerikanske musiker George Benson. Han scattede sine guitarsoloer (sang tonerne unisont med, at han spillede dem på guitaren), og gid jeg kunne have hørt det hele i slowmotion, for det gik nemlig så imponerende hurtigt, at det sommetider var svært at følge med.
Den tilstedeværende mur af lyd var med fuldt overlæg en del af æstetikken, publikum var med hele vejen, men personligt savnede jeg en større variation i lydbilledet, hvor de enkelte elementer fik lov at træde frem. Dog kan man ikke benægte gruppens kærlige, farvestrålende udtryk med både korsangere og blæsere i front - en dansabel og glædesfyldt affære, der i mine øjne havde opnået sit fulde potentiale, hvis den i stedet havde været i Gloria-scenens nærværende atmosfære.
