Du har måske hørt om Luzmila Carpio før. Hendes musikalske og kulturelle udforskning har bragt hendes kunst og virke langt på tværs af landegrænser i et smukt og langt virke som musiker. Den bolivianske sanger, producer og komponist (blandt mange andre roller) begyndte sin rejse ind i musikken allerede som barn, og hun er et strålende eksempel på fusionen af tradition og oprør som den findes bedst i roots musikken.
Mange af hendes tidligege sange blev sunget på spansk, men i et opgør med den dominerende vestlige indflydelse, har hun indfundet sig i en musik der bliver sunget på både spansk og hendes indfødte Quechua. Hendes musik har søgt længere ind i de indfødte folks arv i Bolivia og Andeskulturerne, og hun har skabt alt fra børnesange til traditionelle hymner.
Hun er blevet kaldt en af de højst profilerede indfødte sangere i hele Sydamerika og har bragt sin kultur ud til mange lyttende hjerter på verdensplan. Resonator er glade for at kunne byde velkommen til en særoplevelse med en helt særlig stjerne, der har meget at fortælle og er en af de mest indfølende og erfarne i oprindelige folks musik.