Velkommen til det nye Resonator

Velkommen til det nye Resonator og velkommen til, hvad jeg tror på, vil blive dit foretrukne rootsmedie, hvor du kan gå på opdagelse i musikkens rødder!

Bag skærmen og scenen har vi længe brygget på, hvordan vi skaber den bedste platform for den nysgerrige kulturforbruger. Nu er vi endelig klar til at vise og fortælle! Du er nu trådt ind i et univers af både danselyst og eftertænksomhed, af udforskning og uddybning, af rejser ind i musik fra hele kloden – både fra lige om hjørnet og fra tusinde af kilometer væk.
Måske er det et univers, du kender godt, måske er du ny i det. Men uanset hvor velbevandret du er i musikken, guider vi dig ind i hnistorierne. Vi har nemlig samlet de sejeste folk til at formidle oplevelserne, fortællingerne og musikken til dig – hver især har de deres passion, deres niche og deres særlige evne til at suge dig ind i deres verden. 

Her får du mulighed for at opleve musikken og dens rejser. Helt tæt på. Rootsmusikken begrænser sig ikke, men udforsker og udvider horisonter og verdensbilleder. Den er både det helt traditionelle, og den er hybrider og nytænkning. Den er krop og den er nerve. Glæd dig derfor til gennem Resonator at dykke ned i baggrunden og i kulturen omkring musikken. Og til at læse om, hvad der sker rundt i landet – både når det kommer til nyheder, koncerter og nye udgivelser.

Én gang årligt i november vil vi hen over flere dage manifestere os i det fysiske rum, når vi sammen med de odenseanske spillesteder går på live-opdagelse i musikken – med koncerter, dans og meget mere. Sæt allerede nu kryds i kalenderen d. 9.-13. november 2021. Det bliver for vildt! Her på siden kan du både før og efter komme helt tæt på den musik, vi præsenterer i Odense, fordi vi tror, du vil elske musikkens rødder og historier lige så højt, som vi gør.

Spring ud i Resonators nye univers, og kom gerne med idéer til historier, artikler og nyheder, så vi sammen kan skabe det mest inspirerende og inkluderende digitale og fysiske rum! 

Mærk, oplev, dans, føl og udforsk alt den musik, som er bevidste om sine rødder, og som giver dig et indblik i, hvordan vores globale verden hænger sammen.