Soul – Politik, kultur og den afrikansk-amerikanske identitet

Med store stemmer og blæserarrangementer skabte soulmusikerne i 1960’erne soundtracket til de farvede amerikaneres politiske ambitioner. Soul blev definitionen på den afrikansk-amerikanske identitet.

Aretha Franklin, James Brown, Marvin Gaye, Diana Ross & the Supremes. Listen er lang over de verdensberømte soulartister, der har leveret stribevis af popklassikere og inspireret musikalske ikoner fra 1960’erne og frem til nu. En veninde gav mig sidste år under coronanedlukningen et råd: ”Hvis du er i dårligt humør, så sæt Stevie Wonder på. Det hjælper altid!” Men engang var soul meget andet end de store navne og de melodiøse sing along-omkvæd, der kan få humørbarometeret til at stige. Soul var et samfundsfænomen og et politisk værktøj, og det blev et symbol på retten til at definere sig selv. For ordet ”soul” blev hæftet på meget mere musik: Det blev brugt til at beskrive alt inden for afrikansk-amerikansk kultur.

Soulmusikken havde sin storhedstid i 1960’erne – et årti præget af politiske strømninger som hippiebevægelsen, feminisme, borgerrettighedsbevægelsen og Black nationalisme. Afrikansk-amerikanere gik på gaden og kæmpede for et samfund uden raceadskillelse og med lige rettigheder. Deres indsats førte til mange succeser, bl.a. sikringen af deres stemmeret i 1965. Men den sorte befolkning led i samme ombæring store menneskelige tab, for mange blev dræbt, såret eller kom i fængsel på vejen til raceligestilling. Soulmusikken var fuldstændig filtret ind i alle disse begivenheder. Den var både det musikalske baggrundstæppe og et politisk redskab i de sorte amerikaneres aktivisme. Stilarten var nært knyttet til borgerrettighedsbevægelsen og Black Power, og det kan både ses i sangtekster, i kunstnernes udtalelser og i brugen af musikken.

Dengang alt kunne være “soul”

”Soul” blev lig med afrikansk-amerikansk identitet. Ordet blev brugt om alt fra mad, mode, kunst, håndtegn og slang, kort sagt alle former for kulturelle produkter, der kom fra den sorte befolkning. Dermed også musik. Begrebet blev ladet med de værdier og idealer, som afrikansk-amerikanerne identificerede sig med. Det var værdier som solidaritet, respekt og fællesskab. Borgerrettighedsbevægelsen og Black Power tog “soul” til sig og brugte det i taler og på bannere ved demonstrationer, sit-ins og freedom rides. Ordet fik endda en helt konkret og, for nogen, livsvigtig funktion under de optøjer, der foregik i amerikanske storbyer op gennem 60’erne. Butiksejere kunne nemlig undgå plyndring ved at sætte skilte i deres butiksvinduer med teksten ”soul brother”. På den måde signalerede de, at stedet var ejet af en sort amerikaner. En helt central pointe er, at de sorte amerikanere selv kom frem til ordet ”soul” som label for deres kultur, og at de hvide amerikanere accepterede betegnelsen. Det var første gang i historien, at det skete. Aldrig før havde hvide medier anvendt et ord, som afrikansk-amerikanerne havde valgt om sig selv.

Musik var en helt essentiel del af soulkulturen. I dag forbinder mange nok først og fremmest soulmusikken med pladeselskabet Motown. De producerede stribevis af hits og stjerneartister, som vi stadig lytter flittigt til i dag. Stevie Wonder, The Supremes, Marvin Gaye og senere The Jackson 5 gjorde deres musikalske entre gennem det lille selskab i et af Detroits sorte kvarterer. Det er på mange måder Motowns fortjeneste, at soulmusikken opnåede så massiv en popularitet, som den gjorde. De slog igennem med et poleret, velproduceret og koreograferet udtryk, som faldt i manges smag. Videoen herunder viser et karakteristisk eksempel på Motowns stil: The Supremes optræder med synkroniserede dansetrin og glamourøse outfits i tv-showet The Hollywood Palace. The Supremes var for øvrigt den mest sælgende kvindegruppe nogensinde, ind til Spice Girls kom på banen.

https://youtu.be/Aax5EDQMOq4?t=15 

Lader man blikket glide længere ned ad landkortet fra Detroit i norden til USA’s sydstater, vil man støde på den noget mere rå, kantede og improviserede parallelstilart southern soul. Udtrykket var friere og vildere, og i spidsen for genren stod kunstnere som Aretha Franklin og James Brown. Southern soul blev opfattet som mere autentisk og tættere på de sorte amerikaneres virkelighed end Motowns veldrejede pophits. Derfor appellerede den i første omgang nærmest udelukkende til afrikansk-amerikanere. De hvide lyttere kom først rigtigt med på vognen i slutningen af 60’erne, da Aretha Franklin brød igennem. Selvom Franklin i videoen nedenfor er lige så elegant klædt som The Supremes, og hendes korpiger også har indøvet et par trin, er energien en helt anden. Musikerne improviserer, og afrohåret får lov at stå – en tydelig tilkendegivelse af det afrikansk-amerikanske tilhørsforhold.

https://www.youtube.com/watch?v=NKQ3-SwVRQw 

Tidens politiske sjæl

Soulgenren var fra starten vævet sammen med politik på kryds og tværs. Sangskrivere formulerede de politiske budskaber i deres tekster. Borgerrettighedsbevægelsen og Black Power anvendte sangene i deres arbejde. Musikere meldte sig under fanerne og bakkede op om aktivismen. Sorte kunstnere satte ansigt på kampen for raceligestilling. Lad os tage et eksempel: Aretha Franklin kendte Martin Luther King Jr. personligt gennem sin far, den berømte præst C.L. Franklin. Da hun var barn, kom King i deres hus som en ven af familien, og som 16-årig turnerede hun rundt med ham i USA. Da King blev skudt i 1968, optrådte Franklin ved hans begravelse. Franklin var heller ikke bange for at udtale sig til medierne om aktuelle sager. Da aktivisten Angela Davis blev fængslet, meddelte Franklin til magasinet Jet, at “Angela Davis must go free. Black people will be free”.

Et andet eksempel på en politisk aktiv soulmusiker er Sam Cooke. Han var en af genrens tidlige pionerer og var kendt for sin sofistikerede musik og lyriske sjælere, som han sang med en underspillet sensualitet. Men Cooke var meget mere end en indsmigrende charmør. I løbet af sin karriere udfordrede han den raceopdelte musikbranche på flere måder. På turneer i sydstaterne forsøgte han at booke sig ind på hvide hoteller, og han aflyste koncerter planlagt på raceopdelte venues. Han klagede over det høje antal af hvide musikere på hans indspilninger, og da det ikke ændrede noget, stiftede han sit eget pladeselskab og musikforlag. Cooke står desuden bag ”A change is gonna come”, den socialt bevidste ballade, som flere musikforskere mener markerer soulmusikken endelige ankomst i 1964 – netop på grund af dens politiske budskab.

https://www.youtube.com/watch?v=4ZPJWfkjwM0 

Mange andre musikere kunne nævnes her: Clyde McPhatter, Curtis Mayfield, James Brown, Stevie Wonder osv. osv. Alle bidrog de med deres kunst og deres handlinger til kampen for et mere frit USA og en mindre raceopdelt verden. Og alle blev de set som politiske rollemodeller.

Motown – en sort/hvid succes

På trods af Motowns ”glatte ydre”, der tiltrak det hvide lyttersegment, fik pladeselskabet stor betydning for den afrikansk-amerikanske befolkning. I et land hvor magten så godt som udelukkende lå i hænderne på den hvide befolkning, havde selskabet en kæmpe symbolsk værdi. For det første var det ejet af en afrikansk-amerikaner. For det andet viste det sorte musikere vejen til popularitet. For det tredje havde det hjemme i et ghettoområde. Af præcis de grunde var det heller ikke givet, at Motown skulle få lige så stor succes som tidens førende hvide labels. Men ejeren, Berry Gordy, havde fra starten en klar vision: Han ville skabe musik, der både skulle hitte blandt hvide og farvede amerikanere. Han ville lave såkaldte crossover-succeser – noget, som kun sjældent skete for sorte musikere før Motowns tid. Gordy knækkede koden, og opskriften bestod af gode melodier, velplejede arrangementer, strygere, blæsere og behagelige korstemmer. Teksterne var langt hen ad vejen apolitiske og ”ufarlige”, og musikerne blev oplært i dannet opførsel både på og af scenen. Det tiltrak det hvide publikum.

Gordy mødte stor kritik for sin strategi. For gav han ikke bare de hvide, hvad de ville have? Udvandede den afrikansk-amerikanske kultur? Skabte et fabrikeret billede af de sorte amerikaneres musik? Gordys måde at gribe musikproduktion an på var beregnende, men Motown banede vejen til mainstream succes for rigtig mange sorte musikere, også i eftertiden. På den måde fik selskabet stor social betydning, på trods af dets ihærdige forsøg på at blande sig uden om politiske og samfundsmæssige emner.

Soulmusikken lever

Selvom soulmusikken i dag ikke står med den samme politiske slagkraft som for 50-60 år siden, har den gennem tiden haft stor betydning. Aretha Franklins ”Respect” er blevet udråbt som hymne af feminister og LGBTQ+-aktivister. Stevie Wonder udbreder endnu soul-værdierne om solidaritet ved koncerter verden over. Mange af nutidens sangere former deres musik over den soulmusikalske skabelon, og en af 00’ernes berømte musikskæbner, Amy Winehouse, fik netop sit gennembrud med soulalbummet ”Back to Black”. På den måde lever soulen videre i bedste velgående i mere eller mindre politiske settings. Og på en grå dag sætter jeg ”Superstition” på og varmer mig ved det håb og den kærlighed, som soulmusikken stadig er et udtryk for.

https://www.youtube.com/watch?v=0CFuCYNx-1g