Foto: Simon Staun

Foto: Simon Staun

Resonator Reportage – Onsdag: Rundhåndet renovation for øregangene

LIVE! HØRT! OPLEVET! SANSET! FØLT! –  PÅ RESONATOR – 10. november 2021.

Hvorfor egentligt lytte til musik? Hvorfor opleve den LIVE? Hvorfor møde nye mennesker? Hvorfor dele historier, skæbner etc. 

Svarene på de spørgsmål er lige så forskellige som der er mange – men en del af dem hænger nu alligevel lysende klart i luften over Odense i disse dage, hvor RESONATOR for første gang foldes ud via seks af byens levende og meget forskellige spillesteder – Dexter, Posten, Frølageret, Studenterhus Odense, PåTaget og Magasinet.

For en partoutbillet til blot kr. 300 er der mulighed for at tage andel i mere end 25 event i løbet af dagene fra 09.til 13. november. Denne signatur var forbi onsdag den 10. november, og kunne konstatere, at alle sanser fik mulighed for at komme i spil i et musikprogram, der i sin kvalitative mangfoldighed matchede Roskilde Festival på en god dag. 

Dagens første oplevelse blev indtaget PåTaget, der er en af byens mere ’hemmelige’ steder. Godt gemt i noget der minder om en baggård og ovenpå et P-hus finder man en trappe op til fjerde sal, hvor man pludselig lander i intime og utroligt hyggelige lokaler, der normalt danner rammen om alt fra jazzkoncerter med up-and-coming musikere fra hele Danmark, til aftener med blues, rock, stoner og doom metal. Musik fra hele verden og alt hvad der rør på sig i det musikalske miljø i Odense.

Dal:um fra Seoul, Korea var på programmet. To yngre kvinder indtog scenen, og lod så musikken tale via deres udtryksfulde og helt særegne koreanske strengeinstrumenter – gayageum og geomungo.  

Med en strengelegende lethed og intens indlevelse fik de i den graveret disse to mageløse instrumenter på ens nethinde. Det virkede virtuost – og overraskede ved ikke bare at have et meditativt samlende udtryk, men lige som meget et både malende og masserende. Undervejs lød det nærmest som om de to instrumenter havde en ’fight’ i gang – kampen mellem de dybe og lyse toner foldede sig mesterligt ud i nummeret ”Trace”, der skabte en slagfærdig indre film med en dramatisk nævekamp, der udspillede sig mellem to ligeværdige og næstekærlige kæmpere. En intens infight med den ene svævende rundt som en sommerfugl mens den anden var stikkende som en bi. Dal:um betyder ’anderledes’ eller ’bliv ved med at forfølge noget’. Dette var så afgjort en anderledes oplevelse, der er værd at følge op på – også for mere end de godt 35 mennesker i alle aldre, der var til stede.  

Herfra gik turen til Dexter, hvor dansk/svensk/finske Floating Sofa Quartet gik på scenen foran et ganske ungt publikum. De fire unge nordiske spille m/k formåede med spilleglæde og dygtighed, at finde den røde tråd mellem de gamle traditionelle folkemelodier og egne kompositioner. Bedst eksemplificeret ved nummeret ”Opdagede omsider” skrevet af violinisten Clara Tesch. Nummeret er skrevet langt før hele Corona periode og baseret på inspiration fra forfatteren Albert Camus – om ikke mindst denne kraftfulde linje fra hans stykke ”The Plague” 

”I den mørkeste vinter opdagede jeg omsider, at indeni mig fandtes en uovervindelig sommer”  

Og netop den indledende sætning – havde altså her efter C19 fået helt nye perspektiver, og satte nye tanker i gang , alt imens musikken lyst og imødekommende bidrog som dette første sæts smukkeste soundtrack til den smittende lyst til selve livet. 

Andet sæt nåede jeg ikke, da Avalanche Kaito fra Belgien ventede på Frølageret – der også ligger centralt i byen som en del af Musikkens Hus.  

Sammen med min gode kollega Simon Staun fra Fyns Stiftstidende ankom jeg fem minutter i hvad, der var opslået som koncertstart. Der var tomt i selve koncertrummet, men godt 20 mennesker sad eller stod i det hyggelige barområde. 

Pludselig hørtes en høj, dyb og kraftfuld stemme. Det var Kaito Winse – der atletisk indtog rummet med en bevægende overbevisning og en glød, der et kort øjeblik satte alle i en ”freeze” tilstand. HVAD SKETE DER LIGE HER? 

Jo, koncerten var i gang, og i løbet af de næste ti minutter tryllebandt han alene med sin stemme, en fløjte og en ’wood bow”.  I det øjeblik hans andet nummer var ved at komme til sin afslutning begyndte det at buldre og brage i selve koncertlokalet. Tunge rytmiske trommer og støjguitar signalerede, at de musikalske horisonter skulle nu her udvides i endnu højere grad. 

Kaito Winse er oprindeligt fra Burkina Fasso, og Avalanche Kaito er en vild, voldsom og virksom blanding af hans hjemegns musikkultur, og europæisk punk, støj-rock og avantgardejazz.

Det var bandets første optræden i Danmark, og deres blot ottende koncert i alt.  Deres debutalbum er indspillet, og udkommer næste år. Men det er på scenen de prøver musikkens virkemidler af og sangenes bærekraft og råderum. 

Godt 40 publikummer modtog med smil til op over begge ører – og åbne polypper – en lille times lektion i hvordan lyden af et kulturelt topmøde kan flytte grænser, også de musikalske. 

Avalanche Kaito var kort sagt et overrumplende rytmisk og elektrisk powerhouse af en punk-world-jazz-whatever trio, der byggede bro, mens de rensede og renoverede alle forudsigeligheder på øregangene.  

Tænker Roskilde Festival må være næste stop for dette orkester – for med den fandenivoldskhed, den boblende spilleglæde, og det anarki i blodet, så er de som skabt til den festival – også!.  

Jeg havde et interview med dem bagefter – og de vil godt kunne den dag sagde de!  Hvad jeg ellers talte med dem om, vender jeg tilbage til i en opfølgende artikel.