Mellem DJ’s og Djember finder vi fremtidens dansefester

Til Odeologys store dansefest viste de unge afrikanske musikere os vejen mod fremtidens klubaften, hvor DJ’s computerfærdigheder suppleres med akustiske set-ups

Jeg kan høre bassen, allerede da jeg nærmer mig Posten omkring kl 23 fredag d. 12 november på Resonators næstsidste dag. Har netop hørt hollandske Yin Yin, og Londonbaserede marokkanske Electric Jabala, så mine ører og min krop er allerede  stimuleret godt af groves fra de guitar-/bas-/tromme- baserede bands, der stikker i hver sin retning: Hvor Yin Yin giver os stærke funk/disco groves båret frem af bassen og trommerne, får vi hos Electric Jabala en afro-rock koncert, der sætter gang i cirkeldans. 

Oven på denne omgang primært akustisk musik ser jeg frem til de elektroniske universer, der venter mig. Jeg reflekterer lidt over hvorfor det egentlig er,  jeg skal omstille mig mentalt. Musik er vel musik, at være til en live koncert er jo det samme om musikken spilles på live instrumenter eller ligger på en computer… ikke?

Så alligevel ikke helt, for på sin vis er DJ’en mere låst i sine valgmuligheder. Hvor en akustisk-livemusiker i højere grad kan interagere med publikum og reagere på tilfældigheder, der finder sted, er det oftere DJ’ens opgave at styre vores aften og lede vores fest på dansegulvet. Ikke for at sige at DJ’s ikke kan improvisere og reagere på, hvad der sker på gulvet, men for at låne et billede fra 70’ernes discoscene, så inviterer DJ’s os ofte til at træde ind i beatets imperium: Det rum, hvor de bestemmer, og vi som deres villige undersåtte må danse efter deres musik.

Men det var også nok tanker, jeg er ved Posten nu og klar til at give mig hen til DJ’esnes plan for aftenen.

Koloniale-beats

Som sagt kunne jeg høre musikken gennem bygningen allerede, da jeg nærmede mig. Vibrationerne afslørede intet andet end at det gik ned derinde. Som jeg træder ind i salen bliver jeg blæst igennem af et zurna track, lagt oven på tunge bas/tromme beats, og jeg føler mig allerede overstimuleret. Det første DJ-par, franske Acid Arab, (som du kan læse mere om her), mixer elektronisk musik med lyde fra blandt andet de tidligere franske kolonier: Blæsere, sange, chants, kor, lagt oven på elektroniske beats og til tider kendte elektroniske tracks. Det hele spiller og der er også en god mængde mennesker på dansegulvet. Jeg er tæt på at give mig hen, træde ind i det (franske) imperium, de inviterer mig ind i.

Men bag deres DJ-pult, spotter jeg et Vestafrikansk percussion set-up, og husker at denne aften kun lige er begyndt. Så selvom jeg havde glædet mig til noget elektronisk musik, tør jeg faktisk ikke nyde den helt. Hvilket faktisk ikke er helt fair overfor Acid Arab, men oplevelsen er simpelthen lidt for intens til mig, der rammer ind midt i deres mix. Jeg når at få slutningen med og deres to timers koncertmaraton er nu til ende og skal man tro denne anmeldelse, så var helheden mesterligt komponeret.

En postkolonial DJ

Efter Acid Arab takker af, træder Nuri ind på scenen. Den unge Tunesiske DJ er altid gemt bag en flettet maske af perler, der dækker hele ansigtet, og supplerer sit setup med congas og timbales. Koncerten åbner med samples af fugle, der kvidrer, mænd der synger. Nuris musik trækker i langt højere grad på Nord- og Centralafrikanske lyde, med Mbira/Kalimba sektioner, flere chants og generelt meget tromme/perc baserede beats. 

Nuris musik havde ikke været helt ved siden af på soundtracket til Marvels Black Panther. Han lægger sig på den ene side i forlængelse af de eksisterende DJ konventioner, samtidig med at han bryder dem og leger med vores forventninger: På et tidspunkt laver han et klassisk techno build-up, og jeg holder vejret efter droppet… – der så kommer, ikke i form af elektroniske lyde, men via et percussion break, spillet på de medbragte congas. 

At supplere DJ’ing med percussion burde udbredes mere, for det giver en mulighed for at lade lyden komme fra andet end kun de store højtalerer. Nuri viser sine skills på conga som afslutning på sit set, så den sidste tone der får lov at klinge ud, kommer fra en akustisk kilde – der hvor det startede. 

Dans på gulvet, dans på scenen, energi til alle

Til sidst går Guiss Guiss Bou Bess på – en trio fra Senegal med DJ, percussionist og forsanger, der også har et percussion setup. De lægger sig i forlængelse af traditionelle senegalesisk Sabar-stilart, der ultra forsimplet er et sammenspil mellem trommespil på sabar trommen og dans, der supplerer, udfordrer og bygger på hinanden. Der er altså ikke et hieraki imellem musiker og danser, men de udgør et samlet hele. Her er den så krydret med Dj’ing og en forsanger, der på meget karismatisk vis inviterer os med til at danse, og nu bliver jeg nødt til at gå med på den.

Det var fysisk til at mærke, det skift i energi der fandt sted, da forsangeren Mara Seck gik på scenen og begyndte koncerten. Karismatisk og mesterligt guidede han os igennem en koncert, der greb mere og mere om sig og krævede mere og mere af publikum. Fx blev vi instrueret i at klappe med, ikke på det traditionelle 2 og 4, men på 4 og 1. Flere gange i løbet af koncerten inviterede han dansere op, der kulminerede med besøg fra lokale dansere trænede i Sabar-dans, til stor jubel og succes!

Musikalsk ændrer strukturen sig også fra i høj grad at være et kontinuert mix, til at være reelle numre. Og oven på næsten 2 ½ time i et kontinuert beat af trommer og bas, var det kærkomment med soniske afbræk og en forsanger, der kunne tage os i hånden og guide os.

Koncerten afsluttes med et meget smukt øjeblik, efter en længere omgang fællesdans, instrueret fra scenen, da DJ’en går hen og de nu står alle tre i bandet og spiller percussion. Og lykkes at ramme afslutningn på tracket perfekt synkront med et ordentligt markeret, BANG!, fra dem alle tre. Det var en imponerende kendskab til det track, de spillede over. 

Guiss Guiss Bou Bess var suverænt hele aftenens bedste koncert for mig. Måske var det også først til koncerten med dem, jeg virkelig turde give los og lade musikken gribe mig, for de skud energi, de gav gulvet var ret så vigtigt for at jeg fortsat kunne holde mig i gang.

Fremtidens DJ-kultur?

På mange måder havde aftenen flere tematikker og tendenser: Fx var mængden af computere på scenen konstant, mens mængden af percussion var i støt vækst. Det er også umuligt ikke kort at reflektere over de forskellige tilgange til at være på en scene vi så: Acid Arab havde minimal publikumskontakt og deres sceneshow var bare dem, der på klassisk DJ-vis mixede os beats. Nuri havde også, pga masken, minimal publikumskontakt, men sprang ofte ud af DJ rollen for at give den på percussion og smide energi ud til os her. Og Guiss Guiss Bou Bess hev os fysisk med op på scenen. 

Acid Arab peger på sin vis tilbage i den fest og DJ kultur, vi kender fra 90’erne/00’erne, med fusioner af vestlig og ikke-vestlig musik. Men det nyskabende finder vi hos Nuri og Guiss Guiss Bou Bess, der på hver deres måde opbygger deres egne nye imperier, de kan invitere os ind i. De tidligere franske kolonier var i aften dem, der viste vejen ind i fremtiden, og de fællesskaber med musik og mennesker, vi kommer til at opleve der.