Interview – Yin Yin bringer vestligt kulturgods tilbage fra Østen med respekt

I kimonoer med drager på ryggen og med en thailandsk “phin” og en gongong på scenen gav de fem medlemmer af det hollandske band Yin Yin os et psykedelisk danseshow i ånden af “cultural appreciation”

Fredag aften på Dexter i Odense stødte Vesten og Østen sammen, ikke i et opgør, men i omfavnelse. De fire unge Yin Yin-fyre fra Maastricht er til deres første album, “The Rabbit That Hunts Tigers” fra 2019, faldet over de asiatiske adopteringer af vestlig funk, surf og rock and roll fra 1960’erne og 1970’erne. Er de så en del af en slags tredje bølge, der nu har fragtet de langtfra mindreværdige østlige kopivarer over Stillehavet igen for at mixe dem med deres egen lyd? 

“Der findes ikke nogen definitiv Yin Yin-sound”, forklarer Robert Verwijlen, synth og orgel, som en, der godt ved, hvad journalisten er ude på: at forklare og kategorisere dem. Jeg mødte ham og trommeslager Kees Berkers til en snak om hollandsk madkultur og en lyd, der ikke var deres.

Robert: Måske skulle du ikke fokusere så meget på den asiatiske lyd, for det er heller ikke det, vi er. Det er ikke et koncept. Folk siger nogle gange, at vi laver thai-funk, men vi laver ikke thai-funk. Der er bare inspiration derfra, men der er også afrobeat og elementer fra mange af verdens regioner. 

Kees: Ja, så næste album har en del 80’er-electro og italo disco over sig. Altså, temaet er mere verdensmusik kombineret med vores interesser på ét tidspunkt.

Men for nu er det Yin Yins lyd. En lyd, der kom til dem ud af deres åbne og jammende søgen efter krydderi på den musikalske tilværelse. Musikken skrives primært af Kees Berkers og guitarist Yves Lennertz, som også er DJ’s og i den forbindelse opdagede den asiatiske lyd. Deres projekt var ikke engang tænkt som mere end et kassettebånd. Det havnede så i Amsterdam, og pludselig forud for debutpladen spillede Yin Yin som liveband ud fra Yves’ og Kees’ materiale over 100 koncerter i sit første leveår.

Lyden skulle dog have tid til at udvikle sig den psykedeliske, funkede rock med tydelige asiatiske elementer og inspiration. Den høres i dag på pladens “One Inch Punch”, som nok er bandets bedste nummer og definerende for deres stil, og på “The Sacred Valley of Cusco”, hvor man hører flere traditionelle asiatiske instrumenter. Men for ikke mere end tre år siden, fortæller Robert Verwijlen, spillede Yin Yin “ad helvede til”. “Vi var virkelig dårlige. Og det må du godt udgive.” 

Men i dag er der ingen tvivl om, at Yin Yin er et band af Vesten med styr på lyd, sammenspil og ikke mindst deres instrumenter. De fyre er dygtige. Sammen med fjerdemand på bas Remy Scheren leverede de et brag af en psykedelisk, groovy rockkoncert med oscillerende ekko-effekter, dobbelthalset, funky wah-guitar, maosko og farverige gevandter.

Og de lød, som de ser ud. Vi hørte Pink Floyd blandet med The Shadows, mediterende basriffs og en hvirvelvind af en percussionsolo fra gæstemedlem Jerome Cardynaals. Meget var som taget ud af slut-60’ernes britiske rockscene. Men alligevel har de deres særpræg, som fik folk på gulvet allerede efter 15 min. og løftede koncertoplevelsen ud af det kulturelt medfødte og genkendelige:

Kees: Østlig religion og filosofi har en del mystiske elementer over sig, og det er det, der tiltaler os. Jeg tror, en del af vores musik er et soundtrack til den vibe. Et mystisk, psykedelisk, transcendental stadie. 

Robert: Og hardcore punk…

Som en kulturel hybrid er Yin Yin ikke gået under radaren, når det kommer til spørgsmål om politisk korrekthed. Går man som borger i et koloniland som Holland på scenen i kimono og spiller på traditionelle instrumenter som det thailandske strengeinstrument “phin”, er man i fare for at træde kulturer over tæerne. Men de er bevidste om faren og vil ikke høre tale om kulturel appropriation.

Kees: Du kunne også kalde det kulturel værdsættelse. I øjeblikket er der meget fokus på det, ikke? Nogle gange kommer det så vidt, at du absolut ikke kan have noget på fra en anden kultur. Og det synes jeg virkelig, er noget pis. Det er så skønt at kunne influere hinanden og dele kunst, mode og musik når det sker på en respektabel måde.

Robert: Den kulturelle udvikling stopper, hvis ingen låner fra andres kulturer. Men selvfølgelig er der grænser og ting, vi ikke ville gøre. Vi ville aldrig gøre andre ondt eller fornærme dem. I hvert fald ikke bevidst. Men helt ærligt, al den kritik, vi har fået, er kommet fra folk fra Vesten. Alle de asiatiske mennesker, vi har mødt og der kommer faktisk et stort antal til vores koncerter de elsker det, og de er vilde med, at vi har kimonoer på og bruger østlige elementer i vores vestlige musik.

Kees: Men jeg synes, det smukkeste eksempel er “friet satay” (en hollandsk/indonesisk ret, red.). Den kommer fra den indonesiske kultur. Der kom en masse indonesere til Holland for at arbejde i 1960’erne, og de tog den her sataysauce med, en sauce med peanuts og kød, som er meget traditionel de har et meget interessant og lækkert køkken, og vi hollændere har et ret rædselsfuldt køkken!

Robert: Vi har nærmest ikke et køkken. Vi dybsteger bare alting.

Kees: Men en cool ting, vi har, er “frites”, pommes frites, som indoneserne lærte at synes om, og så puttede de sataysauce på vores “frites”, hvilket ikke er en særligt logisk ting at gøre, men nu har det været en ting i årevis! Og det synes jeg, er det perfekte eksempel på, når to kulturer mødes. Måske skulle din artikel handle om mad?

Bandets næste album kommer til marts. Om vi vil kunne genkende dem til den tid, må vise sig. Men det vil klart være et plus, hvis de lader deres lyd præge endnu mere end i dag af de ikke-vestlige genrer, de måtte støve op. Særligt live.