Hvilken dialog skal vi have med fortidens spøgelser?

Hvilken rolle skal tidlige tiders musik og musikere spille for nutidens (folke)musikere? Floating Sofa Quartet giver os nogle bud.

Alle musikere bliver på et tidspunkt i deres karriere nødt til at forholde sig til fortiden. Hvor kommer den musik, jeg spiller fra? Hvordan vil jeg forholde mig til den? Hvilke dele kan jeg bruge? Især folkemusikere er nødt til at reflektere over disse spørgsmål, da især deres musik altid vil blive sammenholdt med det allerede eksisterende, de gamle mestre, det ’rigtige’ taw’. Rigtige og forkerte måder at forholde sig til fortiden bliver ofte diskuteret i folkemusik kredse – mere eller mindre ubevidst til tider.

Nogen, der tager et særligt eksplicit favngreb med denne problematik, er Floating Sofa Quartet, der via deres første album The Moon we Watch is the Same åbner for forskellige samtaler med fortiden.

Lyt fx til nummeret “Jomfruen og Månen”.

Nummeret åbner med en sangstump fra det danske historiske-folkevise-opsamlingsalbum Viser på Valse vol 2. Vi hører en ældre og lettere usikker mandestemme synge en melodi for os, akkompagneret af kvartetten. Floating Sofa Quartet tilføjer musik til hans a capella stemme og giver ham en harmonisk kontekst, hvorefter de selv bygger videre herpå. Sangeren vender tilbage cirka halvvejs i nummeret, med nyt akkompagnement og en ny musikalsk udvikling følger igen hans exit.

I kontrast hertil står albummets ghosttrack, der kommer efter nummert “Kikkebjerget.” 

Vi hører her en klassisk radiostemme anno ca. midt 1900-tallet, der tiltaler os ”den ærede lytter” – stemmen er tydeligvis optaget til dette track. Stemmen fortæller os at vi nu får lov at høre kvartetten udføre ’musikdirektør Bjerragaards herlige vals, med knusende ro’ – om det er titlen på valsen eller deres fremførelsesstil, må man selv danne sig et indtryk af. Det der følger er et meget… taktfast stykke musik af Floating Sofa Quartet, der næsten føles, som om det spilles på en lirekasse. Der er bogstaveligt talt ingen slinger i valsen.

Det fascinerende for mig er netop, når man ser, hvad de to stykker gør overfor hinanden. Hvordan de på hver deres måde går i dialog med fortiden – begge gennem teknologien. På det første hører vi dette ekko fra starten af slut 1800/start 1900-tallet, som kvartetten derefter bruger som springbræt til at skabe et nyt drømmende værk, med ’nordisk’ lyd. Og på det andet, sker det fuldstændigt omvendte, via teknologien i studiet iscenesætter kvartetten en stemme der på klassisk vis, med humoristiske udtalefejl, trækker os tilbage i tiden og fremfører et stift stykke musik. Måske dette er en kommentar på kvartettens tanker om, hvordan man på forskellige måder kan gå i dialog med fortiden og de forskellige resultater der kan komme heraf: På den ene side at se de gamle (radio) optagelser som et ideal man bør forsøge at imitere, eller på den anden at betragte det som en dialog mellem fortidens ekkoer, der skal forlænges ind i fremtiden via nyfortolkninger.

Begge metoder kan være lige valide og det vil meget være op til hvad du kære læser og lytter selv tænker. Hvordan bør nutidens musikere forholde sig til fortiden?

Roots (DK)