Duduk – instrumentet, der trækker rød tråd mellem fortiden og nutiden

Arsen Petrosyan er en af Armeniens mest fremspirende musikere på træblæser-instrumentet duduk, som er en vigtig medfortæller af armensk historie. Instrumentets unikke lyd er ikke bare velklang for ørerne, men har også en historisk klang, som kan bringe minde og vække følelser omkring en lang tidsperiode i Armeniens historie. 

Der er uvished om instrumentets præcise alder, som skydes til alt mellem 1500 og 3000 år, men der er ingen tvivl om, at den længe har været i armenske hænder. Dudukkens unikke sound er, ifølge Arsen Petrosyan, en af de tætteste på den menneskelige stemme, fordi kinderne og mundhulen indgår som en vigtig del af lydproduktionen. »Duduk is a bit like the bagpipe, your cheeks are the bag, which constantly provides air to create the sound« fortæller Arsen Petrosyan. En vigtig teknik på instrumentet er circular breathing. Her trækkes vejret gennem næsen, mens den resterende luft samles i mundhulen og presses ud med kinderne. På den måde kan toner holdes i lang tid uden vejrtrækningsophold. Dudukken er bygget af armensk abrikostræ og udstyret med et dobbelt rørblad, lavet af planten ghamish, som vokser langs floden Araks i det armenske højland.

Albummet Hokin Janapar
For snart et år siden udkom Arsen Petrosyans andet album ”Hokin Janapar”, som betyder ”My souls journey”. Albummet er i virkeligheden en god repræsentant for en del af den historie, som dudukken kan være med til at formidle, da det omfavner en bred vifte af fortidens musik med både udvalgte numre fra folkemusikken, den meditative og religiøse musik, samt musik, som har rejst med armenske troubadourer. Albummet indebærer ikke bare én musiktradition, men giver et bredt udsnit af fortidens musikalske lag, og samtidig et indblik i musiktraditioner fra forskellige tidsperioder og steder i Armenien. 

I februar 2022 spillede Arsen Petrosyan quartet en række koncerter i Skandinavien og var i Danmark forbi Huset i Hasserisgade, Ålborg, og Koncertkirken, København, hvor jeg var så heldig at lytte med blandt publikum. I kvartetten er dudukken akkompagnereret af strengeinstrumenterne qanun og santur, samt slagtøjsinstrumenterne dhol og dap. Ét af de numre, der bed sig fast i min hukommelse var ”Javakhki Shoror”, som betyder ”the dance of Javakhi”. Nummeret er navngivet efter det område i Georgien, hvor Arsens familie kommer fra, og er en melodi, som han opdagede i udforskningen af musik fra sin familiære rødders hjemstavn. Javakh er en gammel armensk enklave, som under Sovjetunionen i 1921 blev en del af Georgien. I dag er over halvdelen af områdets befolkning til stadighed etniske armenere. 

Arsen Petrosyan – Javakhki Shoror

Den armenske massedeportation
I årene 1915-1923 fandt det armenske folkedrab sted (også omtalt som ’den armenske massedeportation’). Her blev mellem 1.000.000-1.500.000 armenere dræbt eller deporteret fra det Osmanniske rige, specielt fra det østlige Anatolien. Ved deportationerne blev folk fjernet fra hus og hjem og tvunget til at marchere gennem bjerglandskaber mod koncentrationslejre i ørkenen i det nordlige Syrien. En markant del døde eller blev massemyrdet på vejen, mens de overlevende ofte sultede ihjel i koncentrationslejrene. Arsen Petrosyans forfædre stammer fra byen Erzurum (
’Karin’ på armensk), som i dag ligger i det østlige Tyrkiet (det daværende østlige Anatolien). Folkedrabet var i høj grad et resultat af en udpræget og stigende tyrkisk nationalisme, hvor muslimer sås som overlegende overfor ikke-muslimer. Det resulterede i et kæmpe tab og spredning på det armenske folk, samt armensk territorium. Det var samtidig også starten på den nuværende tyrkiske nationalstat, efter sultan-embedet blev afskaffet i 1922. Massedeporteringen anses som den største årsag til, at der i dag bor ca. 3 mio. armenere i selve Armenien og op til 7 mio. diasporisk. Den traditionelle armenske musik kan derfor, i følge Arsen Petrosyan, ikke kun stedfastes til det der geografisk betragtes som Armenien, men må også tage højde for den armenske diaspora. 

Nedskrivning af den armenske folkemusik
Den måske vigtigste pioner indenfor den armenske musiktradition var Komitas Vardapet i hans arbejde som komponist, musiker og musiketnolog. I starten af 1900-tallet rejste Komitas rundt og nedskrev op mod 3000 folkemelodier på noder fra områder i og omkring Armenien såsom Tyrkiet, Georgien og Iran. Han identificerede og skabte et stort grundlag for videreførelsen af en armensk musiktradition og har også lagt navn til det armenske musikkonservatorium,
Komitas state conservatory of Yerevan, hvor Arsen Petrosyan fik sin kandidatgrad fra i 2016. På albummet er Komitas at finde flere steder, eksempelvis på ”Komitas Medley”, hvor fire forskellige melodier indgår, bl.a. ”Esor Urbat”, en af mine personlige favoritter. 

I år 301 blev kristendommen den officielle statsreligion i Armenien, vel og mærke som det første land i verden (en interessant historie om Gregor ’lysbringeren’, som kan læses i Kristeligt Dagblads artikel Kristendom i Armenien, hvis man skulle have mod på mere). Kirken blev et centralt sted for uddannelse, videnskab og kunst, og når utallige krige i årenes løb har spredt det armenske folk udover mange bjergsletter, har kirken og kristendommen indtaget en central rolle i foreningen af det armenske folk – hvilket den til stadighed har i dag. Den religiøse musiks (og traditionelle musik i det hele taget) evne til at skabe sammenhængskraft på tværs af landegrænser vejer altså tungt. »It shows the Armenian passion and soul … you just put your soul into the instrument« udtrykker Arsen Petrosyan. For ham er det vigtigste at musikken når helt ind til folk, at du bliver følelsesmæssigt medtaget af musikken og at den for alvor sætter gang i sanserne. For mange armenere repræsenterer dudukkens historiske klang eksempelvis stærke følelser omkring det armenske folkedrab. 

UNESCO
I 2008 blev ”duduk and its music” optaget på UNESCO’s ‘Representative List of Intangible Cultural’ og er et vigtigt ståpunkt for videreførelsen og udbredelsen af den armenske musiktradition. Arsen Petrosyan er en af de musikere, der med dudukken som sit formidlende værktøj, gør et stort arbejde for udbredelsen af den traditionelle musik fra Armenien, og dermed trækker rød tråd mellem fortiden og nutiden. 

Arsen Petrosyan Quartet – Sharq Taronalari Festival 2019, Uzbekistan