Ignacio Guerra Acosta (2. fra venstre) spiller batá ved Cuban Festival 2012 i København. FOTO Rolando Diaz

Batátrommen – de cubanske rytmer lever i Valby 

Den cubanske batátromme bærer på en spændende historie, og percussionisten Ignacio Guerra Acosta er den helt rette til at fortælle den.

I et roligt boligkvarter med fine murermestervillaer tropper jeg op foran et stort, rødt murstenshus kl. 11:00. Jeg er der på slaget. Her skal jeg møde Ignacio Guerra Acosta og Yohanier Ramon, også kaldet Yohan, til en snak om den cubanske tromme batá. De er begge professionelle percussionister fra Cuba, der mestrer det cubansk-folkloristiske instrument, som er dagens tema.

Døren åbnes af en venlig kvinde, og jeg vises op ad trappen til førstesalen og ind i et lyst værelse med, hvad jeg lige kan tælle, 8 trommer – congas og batá. Der går lidt tid, inden vi kan gå i gang med interviewet. Helt præcist en time og et kvarter. For enten har jeg misforstået aftalen, eller også opererer cubanske percussionister med en anden tidsforståelse. Men det gør ikke noget. Jeg har ikke andre aftaler, og det giver mig tid til at fornemme stedet og stemningen, drikke kaffe og prøve trommerne. Ignacio laver sig, hvad der ligner en stærk kop sort kaffe i et lille glas med en masse sukker og ryger et par cigaretter. Så er han også ved at være klar til interviewet, der går i gang kort efter Yohans ankomst.

Batátrommerne er en familie, der snakker sammen

Det er ingen nyhed, at Cuba har et sprudlende musikliv med synkoperede rytmer, dans og et rigt udvalg af percussioninstrumenter. Congas, claves, guiro og så batátrommerne, som Ignacio har været med til at introducere i dansk regi. Batá har mange musikalske facetter og en spændende historie, der både knytter sig til de vestafrikanske slaver og den cubanske religion santeria. Derudover skaber batá debat om, hvad kvinder må og ikke må inden for cubansk musik.

Se et eksempel på et musikstykke spillet på batá og congas her:

Ignacio er lidt af en pionær på området. Siden han fik batátrommen mellem hænderne i midten af hans teenageår, har han bl.a. arbejdet som professionel musiker for den cubanske stat og turneret verden rundt. Yohan, der også er musiker, fungerer i dagens anledning som tolk, for jeg har desværre ikke nået at lære spansk, inden vi skulle mødes. 

Som jeg sidder i rummet, har jeg udsigt til trommerne under hele interviewet. Batáer eksisterer i en form for ”pakkeløsning”. De er samlet i familier af tre trommer i forskellige størrelser med de smukt klingende navne Iya, Itotele og Okonkolo. Iya betyder mor og er den største i familien. Trommerne er slanke og har trommeskind i begge ender. Ofte er der bundet bjælder på Iya for at give musikken et ekstra klangligt element. Ignacios trommer er hentet fra Cuba, og de er af den originale slags i træ med et sirligt tovværk til at stemme skindene med. Nu til dags fås trommerne også i en nyere udgave af glasfiber og med metalbeslag, som vi kender det fra trommesættet. Nemmere at stemme, men uden helt den samme charme.

Der skal tre musikere til at spille på batátrommerne – en pr. tromme, som lægges hen over lårene eller bæres i en rem over skuldrene. På den måde kan man spille på skindene i hver sin ende af trommen på samme tid. Der knytter sig bestemte rytmiske figurer til hver af de tre trommer, og de har også hver især en bestemt rolle i samspillet. Den mindste, Okonkolo, holder tempoet. Iya og Itotele snakker med hinanden i en dialog hen over Okonkolos taktfaste rytmemønster. Ignacio beskriver det som spørgsmål og svar. 

Det vestafrikanske ophav

Iya, Itotele og Okonkolo. Navnene stammer, som så mange andre ord i Cuba, fra det vestafrikanske sprog yoruba. Udover at være et sprog er yoruba et folkefærd, der har sat tydelige spor i Cubas kultur, og et af sporene er batátrommerne. Under slavehandlen fra Vestafrika til Cuba bragte afrikanerne deres musik med over Atlanten. Ikke fysisk, påpeger Ignacio, for de slavegjorte havde ikke mulighed for at tage ejendele med sig, men i deres hukommelse. Da de i Cuba fik lov at bygge ting til sig selv, genskabte afrikanerne trommerne, som de kendte fra deres hjemland. Det er de trommer, der udviklede sig til batá.

Batátrommerne udfylder en vigtig plads i den cubanske kultur, og når de findes frem i dag, sker det gerne ved to typer begivenheder: de festlige og de religiøse. Med gyngende polyrytmer, højt tempo og organisk sammenspil er trommerne ideelle i festligt lag, hvor der danses, synges og spises til. Her kommer trommerne for alvor til deres ret. Men batá bruges også ved religiøse ceremonier for guderne. En stor del af Cubas befolkning hører til religionen santeria, der opstod som en blanding af yorubafolkets traditionelle trosretning og katolicismen. Det er netop inden for santeria, at batátrommerne får deres religiøse betydning. En måde for de santeriatroende at ære deres guder, orishaer, er at spille musik for dem. Ignacio beskriver en form for ceremoni, hvor musikerne står i et værelse uden publikum og musicerer foran orishafigurer. Hver orisha har sin egen rytme på trommerne, sin egen sang og sin egen dans. På den måde kan man dedikere ceremonien til en bestemt orisha. Kun indviede musikere får dette ærefulde hverv, og kun indviede trommer må anvendes til formålet. Ignacio er en af de indviede.

Trommen, kvinder ikke må røre

Da jeg nævnte tidligere i artiklen, at jeg fik lov at prøve trommerne, så var det faktisk ikke så selvfølgeligt, som man kunne tro. Batá må nemlig ikke spilles på af kvinder. Det vil sige, de indviede batátrommer må ikke spilles af kvinder, forklarer Ignacio. Mandlige, og kun mandlige, percussionister spiller for orishaerne, og det er som nævnt her, de indviede trommer anvendes. Jeg er dog alligevel lidt forsigtig med at spørge, om jeg må prøve trommerne, for der er delte meninger om sagen. Ikke alle i Cuba er enige i, at det er okay, at kvinder spiller batá selv i verdslige situationer. For sådan en som mig – feminist og total outsider i det cubanske musikmiljø – virker tanken om et regelsæt, der sætter grænser for kvinders musikalske færden, meget fremmed. Men for cubanerne har de religiøse principper en reel betydning.

Det er ikke alle cubanere, der synes, at det at forbyde kvinder at røre bestemte instrumenter er den rette måde at lade musikverden og religion smelte sammen på. Der er kvinder, som taler højt og tager diskussionen op om køn og batá. Nogle af de første til at bryde tabuet var musikerne i ensemblet Obini Batá. Gruppen består udelukkende af kvinder, og gennem deres optrædener, undervisning og professionelle virke som musikere, kæmper de for deres ret til at spille på batá. I videoen herunder kan de ses ved en gadekoncert i Havana.

Hos Ignacio er der dog ingen alarm. Jeg skal være velkommen til at tage trommerne op og forsøge mig med et par anslag. Jeg mestrer det ikke umiddelbart. Ignacio, der har undervist en stor del af de mere kendte danske percussionister, viser og forklarer nogle af grundprincipperne. Der er åbne slag, der klinger længere, og lukkede slag, hvor man lader sin hånd hvile på skindet, efter man har ramt det. Det gør lyden kortere. 

Fra Cuba til Danmark – Ignacios rejse med musikken

Ignacio stødte første gang på batá i et folkloristisk ensemble i sit hjemland. Musikerne i gruppen fik hurtigt øjnene op for hans talent, hvor rytmerne og teknikken kom ubesværet til ham. I denne gruppe trådte han de første skridt på sin vej mod musik som levebrød. Senere blev han en del af Conjunto Folklorico National de Cuba, et ensemble oprettet af den Cubanske stat. Under Fidel Castro havde den cubanske regering et ønske om at præsentere verden for alt det gode, Cuba kunne byde på, herunder også musikalsk. Conjunto Folklorico National de Cuba skulle derfor bestå af de bedste folkemusikere, man kunne opstøve. Op gennem 80’erne arbejdede Ignacio dermed som professionel musiker i Cubas højst rangerede folkloreorkester hyret af staten.

Ansættelsen bragte ham vidt omkring på turneer, og i 1994 landede han i Danmark. Det skete i forbindelse med et dansk-cubansk samarbejde om en teaterforestilling. Men hvorfor så blive hængende i kolde Danmark, når man har levet hele sit liv i varme Cuba? Som det er sket så mange gange før, blev Ignacio ramt af Amors pil, da han mødte danseren Mikala Hoff Skovgaard, og da de en dag ventede barn sammen, ja, så var beslutningen om at blive i Danmark taget. Den venlige kvinde, der lukkede mig ind, var ingen ringere end Mikala, Ignacios tidligere kone. Hun er, viser det sig, heller ikke hvem som helst. Mens Ignacio introducerede batá i Danmark, var Mikala lidt af en pionær inden for cubansk dans. At det gik sådan, kan vi være glade for her til lands. Selvom Ignacios navn ikke lyder fra alles læber, har han i det halvskjulte på mange måder beriget det danske musikliv. Ignacio har bl.a. undervist på Det Jyske Musikkonservatorium, spillet med Tiptoe Bigband, udgivet album med Jakob Dinesen samt undervist og performet med en lang række danske og internationale musikere. Yohan fortæller, at Ignacio, der ikke spiller så meget længere, havde en helt særlig lyd, som ikke er til at kopiere. Kendinge kunne altid høre, at det var Ignacio, der spillede. I linket her kan man se en optagelse af Ignacio, hvor de tre batátrommer er samlet på et stativ, så han kan betjene alle tre selv.

Batá i nye klæder

På trods af batás måske lidt hemmelige eksistens i Danmark, har den alligevel sneget sig ind i musikken rundt omkring. Nogle af de batáspillende percussionister, vi kan finde her i landet, er Tira Skamby, der bl.a. spiller med Rasmus Seebach, og nu afdøde Jacob Andersen fra Danseorkestret. Den unge R’n’B-kunstner og trommeslager Espichicoque, der er halv cubansk, fyrer os op for en svingende batá i nummeret ”Good For Me”, som kan høres nedenunder. Søger vi uden for landets grænser er fransk/cubansk/venezuelanske Ibeyi et eksempel på en succesfuld duo, der også gør brug at den cubanske tromme.

Jeg pakker mine ting sammen i min obligatoriske bomuldsmulepose og skal til at stikke snuden mod indre København – tror jeg. For i det kreative kunstnerhus, hvor musik og dans fra alle verdenshjørner mødes, opholder musikeren Deodato Siquir fra Mozambique sig for tiden på et hyggeligt loftsværelse med eget køkken. Vi inviteres alle derop, for han er netop ved at redigere lyd til en smuk musikvideo. Endnu et nyt musikalsk bekendtskab og en halv times tid senere går jeg derfra med fornemmelsen af at have mødt en håndfuld dygtige, hjertevarme kunstnere, der generøst har givet mig et indblik i deres liv og musik. Tilbage er bare at sige tak for kaffen, for snakken og for oplevelsen!