Anmeldelse – Debutplade: Tone of Voice Orchestra

Indiefolk der låner lyde fra det meste af verden, favner bredt både i genrer og indtryk. Musikken er velspillet, velkomponeret og står stærkest når numrene får energi fra en stærk rytmegruppe eller soloer.

Tone of Voice Orchestra 

Frederik Lundin og Trinelise Vævings nye Tone of Voice Orchestra kommer nu med deres første album, forudgået af tre singler hvoraf vi anmeldte den første med dertilhørende musikvideo her.

Hvad sker der, når man samler ti musikere med et etableret mål om at spille på tværs af genrer og at lade hvert eneste nummer have sin egen lyd? Én ting er begejstringen, jeg følte over den første single, men holder konceptet til et helt album? Langt hen af vejen er svaret ja. Især fordi musikerne er dygtige nok til at bære det, og fordi lyden af orkestret er ret karakteristisk. Og det er på trods af at vi både hører indie-folk, orientalsk-inspireret musik, irsk folk-rock og nordisk bossa-nova.

En vekslen mellem idealer

Albummets numre bygges skiftevis op omkring enten alle de fire sangere, der med harmoniske blokke driver historien frem, eller omkring en enkelt sangsolist i front. Det er et klogt valg, for det giver en fleksibilitet i forhold til at passe ind i genren. Derudover elsker jeg, når skellet mellem solist/korsanger opløses.

Sangerne alene kan dog ikke bære albummet, og efter de første fire numre længes jeg efter noget energi i musikken. Det får jeg heldigvis med albummets tre midterste numre, “Lovey-Doveyin’”, “Typecast” og “Driven”, der for mig står som albummets tre absolut stærkeste. Kombinationen af det drive, rytmegruppen skaber sammen med sangerne og violinen/saxofonen, går her op i en højere enhed. 

Soli for the win!

Netop kombinationen af violin og saxofon som primære melodiinstrumenter er et af de stærkeste soniske elementer på pladen – både når de spiller sammen og hver for sig. Emma Elmøes violin-solo, der åbner nummeret “Driven” gav mig gåsehud og Frederik Lundins solo på dette nummer er nok den bedste på pladen. Og der er flere at tage af. Elmøe og Lundin laver også noget så sjældent som en dobbelt-solo på nummeret “Typecast”, og man kan virkelig høre at de lytter til hinanden.

Den sidste del af albummet bevarer desværre ikke energien fra midten. Og det er rigtig synd, for progressionen mellem de tre numre midt på denne plade er noget af det bedste musik, jeg har hørt indtil videre i 2022.

Jeg er spændt på, hvilket liv denne plade får og hvordan Tone of Voice Orchestra kan få et så velproduceret musikalsk univers ud i en live kontekst. For jeg er sikker på at musikerne kan bære det.